Markante stemmer

Divaen

I midten af 1950’erne var hun, skønt selv kun i begyndelsen af 30’erne, allerede anerkendt som verdens største sopran. Hendes navn var kendt i vide kredse, også blandt mennesker, for hvem opera og klassisk musik lå fjernt.
La Scala, La Fenice, Metropolitan og mange andre af verdens førende operascener havde hun gæstet. Hun koncentrerede sig nu i stigende grad om hovedpartier i operaer som Norma, La Traviata og Tosca. Hun var amerikaner, født af græske forældre i New York. Navnet på "huntigeren", som hun blev kaldt efter nogle kontroverser med pressen sidst i årtiet, var Maria Callas.
Hun stod på toppen af sin karriere. Ingen ville dengang have troet, at den var så tæt på sin afslutning.

Maria Callas’ stemme lignede ingen andens, og ingen har siden gjort det. Den var så markant, at havde man blot en gang hørt hende, var man aldrig mere i tvivl. Det kunne kun være hende. Den havde et enormt omfang. Nogle steder tales der om hendes tre stemmer, blandt andet den dybe ”bryststemme”.
Desuden tilførte hun operaen drama, hvad der på det tidspunkt var usædvanligt.

Konkurrence fik hun faktisk kun fra Renata Tebaldi, italiener og i flere år førsteprimadonna på La Scala. Alle var enige om, at Tebaldi havde en usædvanlig smuk stemme, men hun sang uden drama, og i dag er hun stort set glemt.
Der har derimod altid været strid om, hvorvidt Maria Callas’ stemme var smuk.
En af de dirigenter, hun arbejdede meget sammen med, Tullio Serafin sagde engang eftertænksomt:
”Jeg ved ikke om Maria Callas havde en smuk stemme, men jeg ved, at den altid var rigtig”.

Maria Callas havde sin egentlige operadebut i 1940. Hun var da bare 17 år, og hun var stor – både i højde og drøjde - hvad der gik hende selv meget på. Det foregik i Athen, hvortil hun og moderen var flyttet tre år tidligere.

Efter 2. verdenskrig forsøgte Maria Callas sig i Italien – i Athen havde hendes lille familie plejet for tætte forbindelser med den italienske besættelsesmagt, til at hun kunne gøre sig forhåbninger om nogen stor karriere i Grækenland.
Hun var ludfattig, da hun kom til Italien. Sit gennembrud fik hun i 1947. I det år mødte hun to personer, der fik afgørende indflydelse på hendes karriere. Den første var den 51-årige operaelsker, musikmæcen, industrimand og ungkarl, Giovanni Battista Meneghini, som forelskede sig i den kun 24-årige, tykke og usikre pige – i øvrigt til hans families store forargelse. Den anden var dirigenten Tullio Serafin.

Meneghini sørgede for hendes underhold, og Serafin for den videre udvikling af hendes talent. I 1949 giftede Maria Callas sig med Meneghini. Han afviklede sine virksomheder, og i de følgende ti år koncentrerede han sig om at skaffe Maria engagementer på de store operascener og tårnhøje honorarer, så høje, at engagementerne sommetider glippede. Meneghini både beundrede og forgudede sin unge kone, som i mellemtiden og på rekordtid havde smidt 30 kilo. Af den grimme ælling var kommet en smuk svane.

Med berømmelsen fulgte imidlertid også nye bekendtskaber, og ægteparret Callas-Meneghini takkede i 1959 ja til et krydstogt med den græske skibsreder og milliardær, Aristotle Onassis, på dennes yacht.

Ved afslutningen på krydstogtet var to ægteskaber i opløsning: Maria Callas og Giovanni Meneghinis, Aristotle og Tina Onassis’.

Onassis var givetvis glad for at have erobret en verdensstjerne, men i hendes kunst havde han ingen interesse, hævdes det. Når han overværede hende på en scene, sad han ganske vist på den bedste plads i salen, men faldt hurtigt i søvn, og han skal have været irriteret over, at hun skulle øve sig. Den manglende forståelse og den livsstil, der var knyttet til Onassis, har næppe været gavnlig for Maria Callas’ stemme.

Allerede omkring 1960 var kritikere enige om, at Callas ikke sang, som hun havde gjort. På det tidspunkt var hun bare 37 år.
I 1968 ophørte hendes samliv med Onassis. Det skete i forbindelse med, at han udsendte pressemeddelelse om, at han og Kennedy-enken, Jaqueline, skulle giftes.
Det var da tre år siden, Maria sidst havde stået på en operascene, og det var for sent til et come back for den nu 45-årige diva, som i stedet trak sig tilbage til ensomhed i en stor lejlighed i Paris.

I 1971 gav hun nogle Master classes i New York, og i 1973-74 kom det til en kunstnerisk set, ikke videre succesfuld verdensturne sammen med sin gamle tenorpartner, Giuseppe di Stefano.
Onde tunger påstod, at han fik overtalt hende, fordi han var i pengenød. En pænere version er, at hun gerne ville hjælpe ham.

Så stor en karriere, men så kort. I 1977 døde Maria Callas i sit hjem i Paris, blot 54 år gammel af et hjerteslag.

Desværre lå Maria Callas’ storhedstid i årene, før optageteknikken nåede de niveauer, vi kender i dag. Alligevel er der mange fremragende – og efter min mening – uovertrufne studieoptagelser med hende. Der kan gøres meget med re-mastering. Liveoptagelserne derimod er generelt af tvivlsom teknisk kvalitet.
Den bedste La Tosca-indspilning nogensinde er efter manges mening EMI-udgaven fra 1954 med Maria Callas som Tosca. Giuseppe di Stefano er Cavaradossi og Tito Gobbi en uforlignelig Scarpia. Teatro di Milanos kor og orkester dirigeres af Victor de Sabato. Det er en mono-optagelse, men det betyder ikke noget.

Maria Callas skal have været enestående i Verdis La Traviata. En eller anden har engang sagt, at gode sopraner sommetider kan få publikum til at græde i tredje akt, men at Maria Callas formåede det allerede i anden akt.

Desværre eksisterer der kun ret dårlige live-optagelser med Callas i La Traviata.

Stor og størst

72 år gammel døde han i september 2007, Luciano Pavarotti, født i Modena i 1935.

Helt ubesværet mestrede han de høje toner, og så var der klangen i hans stemme. Den var speciel og hans, helt alene. Det karakteristiske ved Pavarotti – ud over stemmen – var en tilsyneladende nærmest barnlig selvoptagethed.

Fra videoer og udsendelser fra koncerter kan man se, hvordan han blottede sin hvide tænder, så snart han – tilfreds med sin egen præstation – havde sunget sidste strofe i en arie, og hvordan han derefter lagde hovedet tilbage og spredte armene ud, parat til at modtage publikums hyldest.
Han tragtede efter sit publikums gunst. Det siges, at han gik uhyrligt meget op i, hvor lang applaus han fik, og at han fulgte med i, om en anden verdenstenor et eller andet sted fik længere bifald end han.

Hans egen begravelse må have været helt i hans ånd. Der var notabiliteter og et kæmpe opbud af fans, og der var klapsalver, da hans sidste rejse tog sin begyndelse, den lørdag eftermiddag i solskinnet på pladsen uden for kirken i Modena.

Pavarotti gjorde opera kendt, langt uden for operaelskernes egne rækker. Hans medvirken i ”De tre tenorer” er blot et af eksemplerne. Han var en stor mand. Både med sine 130-140 kilo kropsvægt og med sin stemme. Den største af dem alle.