Så er det sagt



Om mig - mest om uddannelse og jobs


Nedenstående var grundlæggende et appendix til den hjemmeside, jeg havde til undervisningsbrug, version 2004, blot aktualiseret, senest i august 2019. Siden startede således:

Der er næsten tradition for, at en privat hjemmeside rummer oplysninger om ”ejeren”. Det gør denne også. Ikke, fordi det "hører sig til", men fordi det kan være hensigtsmæssigt, at I ved noget om mig og min verden. ”Kommunikation fremmer forståelsen” sagde direktøren for teleselskabet Mobilix, Monique Moullé-Zetterström i en tv-reklamekampagne.

Mobilix er for længst forsvundet fra markedet og i glemselen, men hun havde da ganske ret.

Formen her tager udgangspunkt i et tænkt interview. Fordelen er, at jeg selv både stiller spørgsmålene og giver svarene.

Hvor gammel er du?

Jeg er født i 1944, og har nu netop passeret de 75. Jeg har det imidlertid helt fint med at have nået den alder. Og én ting er sikkert: jeg er ikke gammel nok.



Gregers 2004
August 2004. 60 år gammel. Fra den oprindelige hjemmeside.



Gregers 2019
August 2019. 75 år. Omgivelserne er stort set de samme. Men så er det også sagt.


Hvordan var dit arbejdsliv?

Fra jeg fik mit første egentlige job i 1966, og til jeg forlod arbejdsmarkedet ultimo juni 2009, har jeg beskæftiget mig med noget, jeg kunne lide. Jeg har således aldrig en eneste dag været ked af, at jeg skulle på arbejde, og jeg har ikke på noget tidspunkt været uden arbejde.

Mærkevarer
Da jeg skulle søge mit første job, kiggede jeg søndagsudgaven af Berlingske Tidende igennem og fandt to stillinger, der tiltrak mig. Den ene var på et reklamebureau, den anden i et tysk firma, Wella.
Et af kravene til den unge mand, der skulle ansættes som direktionsassistent, var, at han kunne tale flydende tysk. Det var lige mig, følte jeg.

Jeg søgte begge stillinger og havnede hos Wella-København Effectona Kosmetik A/S, som dengang lå i Øster Søgade 32 i København.
Det blev afgørende. Jeg forblev på den side af ”bordet”. Derfor har jeg altid anskuet fx reklame fra ”køberside”.

Jeg blev der tre år, hvorefter jeg i august 1969 kom til Galle & Jessen som produktchef for Ga-Jol og chokoladefrøer. Mens jeg var der, stod jeg for lanceringen af Spunk, som stadig findes på markedet. Og Ga-Jol blev Danmarks største halspastil, idet den overhalede Delfol og Läkerol.

Efter GJ var jeg i otte måneder ansat i et ikke længere eksisterende datterselskab af Ferrosan, A/S Remedia.
Virksomheden stod for detailsalg af nogle af Ferrosans produkter, herunder Fluo Calcin tandpasta, som jeg blev produktchef for. Da Ferrosans detailprodukter ikke i sig selv var tilstrækkelige til at finansiere en marketing- og salgsfunktion, havde man også fremmede produkter på programmet. Derfor havde jeg også marketingansvar for Clearasil (bl.a. creme mod bumser), Correga (holder kunstige tænder bedre fast i munden) og Milton (desinfektionsvæske til sutteflasker).

Mellem 1972 og 1976 var jeg product manager/category manager i Colgate-Palmolive A/S med ansvar for først og fremmest Ajax-ptodukter. De hørte til grundpillerne i sortimentet, og Flydende Ajax havde 85 % andel af markedet for flydende rengøring. Det var en virksomhed, hvor man virkelig lærte marketing, en af dem, man ”skulle være i”. I den periode var Colgate formentlig Danmarks største annoncør.

De efterfølgende 8½ år tilbragte jeg hos Nestlé Nordisk A/S, datterselskab af verdens største fødevarevirksomhed, Nestlé med hovedsæde i Vevey i Schweiz. Her var jeg produktchef/ produktgruppechef for Instant Drinks (Nescafé, Nesquik mv.) og for Culinary Products (Maggi).


I de år fik de store detailhandelskæder større og større magt, og markedsføringskronerne gik mere og mere i deres kasser i form af rabatter og reklametilskud. Dermed var det slut med mærkevarer for mit vedkommende.

Ugeblade og magasiner
Fra 1984 og frem til min pensionering i 2009 var jeg beskæftiget i bladverdenen. Først fire år i Berlingske, startende som salgs- og administrationschef (annonce- og budgetchef) for ugebladet Søndags-B.T., i dag bare Søndag, og senere som marketingchef for bladet. Oplaget var faldende, men lå på omkring 160.000 blade om ugen. I dag nok under en tredjedel.

Dernæst fra 1988 i Aller Press A/S (i dag Aller Media) med titel af bladsalgschef og ansvar for oplag, løssalg og abonnement for samtlige titler i virksomheden. På gode uger kunne vi sælge over en million af de ugeblade, som folk hævdede, de kun læste hos frisøren. Og dertil kom så en stribe magasiner.


Fotograf
Da jeg blev pensioneret i 2009, lod jeg mig momsregistrere, og jeg blev selvstændig fotograf. Jeg har således beskæftiget mig med produkt- og interiørfotografering, blandt andet for Louis Poulsen, og jeg har taget bryllupsbilleder af par, som er blevet sammen, og af nogle, som nok ikke længere gemmer på billeder fra deres store dag. Men sådan er alt jo forgængeligt. Og portrætter, såvel til kørekort og pas som til "fint" brug. For et par år siden lukkede jeg virksomheden og er ikke længere momsregistreret. Men hvis jeg får en henvendelse om en opgave, siger jeg sjældent nej.



Brudepar
Brudepar

Bettina
Portræt

PH Septima
Produktfotografering

LP Vejen
Arkitektur

Interiør
Interiør



Hvad med uddannelse?

Jeg startede efter studentereksamen med at læse HA på Handelshøjskolen i København - før man i internationaliseringens hellige navn omdøbte den til CBS, Copenhagen Business School.
Skolen tilbød to grundlæggende to uddannelser, HA (Handelshøjskolens Almene uddannelse) og HD, hvor D’et stod for Diplomuddannelser. Man kunne blive HD i Afsætningsøkonomi (tidligere Salg og Reklame), Bankvæsen, Organisation, Regnskab og Udenrigshandel. Både HA og HD betragtedes som afsluttende uddannelser, men som noget nyt kunne man efter HA tage en overbygning på halvandet år, og så kunne man kalde sig cand.merc. Det kunne man – en tid endnu – også, hvis man var både HA og HD.

Jeg troede – fejlagtigt – at det krævede lige så lidt at tage en videregående uddannelse som at gå i gymnasiet. Derfor førte det ikke til noget, så jeg droppede ud, fik mit job hos Wella, tog de nødvendige tillægsfag i matematik og regnskab på Købmandsskolen (i dag Niels Brock) i en gammel bygning ved Nørreport Station og startede derefter på at læse HD med Afsætningsøkonomi som speciale. Det var stadig uddannelsen, når man ville arbejde med marketing.

Handelshøjskolen lå på Julius Thomsens Plads på hjørnet af Rosenørns Alle. Nabo var Købmandsskolen, nu Handelsgymnasiet JTP, Niels Brock. På den anden side af pladsen lå og ligger stadig Forum.
Når man kommer forbi CBS bag Frederiksbergcentret, er det ikke til at forestille sig, at det hele for 50-55 år siden kunne klares fra den røde hjørnebygning skråt over for Radiohuset, hvorfra al kommunikation til danskerne over radio og tv styredes. Handelshøjskolebygningen er senere blevet overtaget af Niels Brock og er Innovationsgymnasium. Men vokseværket var dog startet. Handelshøjskolen flyttede i 1965 korrespondentuddannelsen og noget af HD-uddannelsen til en gul bygning på Howitzvej, hvilket havde den konsekvens, at jeg ikke længere kunne se min elskede Lisbeth i kantinen. Hun læste til tresproglig korrespondent. Statsradiofonien var i øvrigt også i vækst og havde i 1963 taget nogle bygninger i Gøngemosen i Gladsaxe i brug til tv-udsendelser. Men hovedsædet var stadig Rosenørns Alle.

At læse om aftenen var meget mere mig, selvom HD blev kaldt skilsmissestudiet. I hvert fald i et semester var der undervisning fem aftener om ugen og ellers tre eller fire. Og dertil kom en masse forberedelse og et arbejde, der skulle passes om dagen. I mellemtiden havde jeg dog også erkendt, at flid lønner sig.

Det med Handelshøjskolen var mest af alt en pludselig indskydelse i maj 1964. Gennem hele min gymnasietid havde jeg forestillet mig en tilværelse som advokat, og før da havde jeg haft tanker om ingeniør og arkitekt. Ja, en overgang havde jeg sågar haft et liv som præst inde i billedet.
Men jeg har været virkelig glad for min uddannelse, som jeg afsluttede i 1971, og det, den førte med sig, inklusive undervisning på Niels Brock, Copenhagen Business College.

I min tid hos Nestlé var der også sørget for fin ekstrauddannelse. Firmaet havde etableret et samarbejde med IMD i Lausanne, og jeg tilbragte sammenlagt næsten et kvartal i Schweiz, hvor der hver dag fra morgen til ud på aftenen var casebaseret undervisning, forestået af amerikanske professorer. Især en af dem husker jeg. Han hed Schultz og bragede virkelig igennem. Han kunne noget med sin timing, ganske små pauser de rigtige steder, og som holdt deltagerne fast.



Startsiden

Undskyldningen eller begrundelsen for denne hjemmeside.

Foto


Sterling Foto i Skælskør

Som én stor familie.

Billeder uden farve

Fra dengang man brugte film, som blev fremkaldt i totalt mørke og sort-hvide billeder som blev lavet i orange lys.

Jul i De gode Gamle Dage - i tresserne

Sterling Foto i Skælskør. Af Hanne Bechmann.

Algade 22, 4230 Skælskør.

Oplevet af Hanne Bechmann.

Musik


Hvad jeg lytter til



Store dirigenter

Herbert von Karajan og Sergui Celibedache.

Markante stemmer

Maria Callas og Luciano Pavarotti.

Teknik


Biler i min barndom

I midten af 50'erne var der langt mellem bilerne. De mest solgte var Volkswagen (Boblen) med luftkølet motor bagi og Opel Rekord. Min første ferie i bil 1955. Min fars biler i min barndom og teenageår.

Lyd på bånd og andet

Spolebåndoptagere og kassetteafspillere. MiniDisc og CCD.

Kilt


Fra case til kilt

Hvorfor jeg begyndte at gå i kilt. Hvad undervisning også kan føre til.

Skoletid


I skole i 50'erne. Eller bare barn

Udenadslære, orden og disciplin. Skammekrog, eftersidning, lussinger og spanskrør var datidens pædagogiske hjælpemidler. I skolen og også i mange hjem.

Billeder

Skolerejser til Norge 1958 og Bornholm 1959, skoleafslutning 1961 og andre billeder - når jeg får dem digitaliseret.
Realklassen mødes igen 50 år efter i 2011, 55 år efter i 2016, 58 år efter i 2019 og efter 60 år i 2021.

Småt og lidt større


Hvad der falder mig ind, og som jeg synes, der skal ord på. Og så er det sagt.

Nyt siden sidst


Det kan være ændringer i det "faste" indhold, eller der kan være kommet nyt til i "Småt og lidt større." Uanset hvor småt eller hvor stort, bliver det registreret i denne log.