Foto

Billeder uden farve

I 1963 skete der en revolution inden for fotografering. Billeder kom i farver. Ikke, at man ikke havde kunnet få farver i mange år før da. Det var absolut muligt, især som lysbilleder eller diapositiver, som man yndede at kalde dem. Og også farvepapirbilleder lod sig fremstille, men de var rasende dyre og af samme grund yderst sjældne. Kodak ændrede det hele. Samtidig med, at de lancerede endnu en ny filmtype, 126, populært kaldet Instamatic-formatet, der gav negativer på 26 x 26 mm, industrialiserede de filmfremkaldelse og billedfremstilling.
De åbnede film- og billedfremkaldeanstalter flere steder i landet. Det blev billigere. Og billigere. Og billigere endnu. Håndværket forsvandt, måske ikke over-night, men vejen mod enden for det gammeldags håndværk begyndte i 1963.

Denne beretning handler om perioden lige før. Udgangspunktet er Sterling Foto i Skælskør. Den har på det felt nok lignet mange andre fotoforretninger og beskriver, hvilket arbejde, der var forbundet med at lave disse billeder. Og der var et hav af fotoforretninger. Hver lille by i Danmark havde mindst en. I dag er de ret sjældne.

I løbet af dagen bragte folk deres film til fremkaldelse. Hvis man indleverede inden klokken 16, ville man kunne hente billeder næste eftermiddag efter klokken 16, tror jeg, det var. Sort/hvide, forstås.

Kameraer og film

De fleste film var i begyndelsen af 60’erne endnu såkaldte rullefilm. Navnet refererer til, at den lysfølsomme film i den ene ende var klæbet på en lang bane af kraftigt og lystæt papir, viklet stramt om en træspole, klæbet til med en slags tape og lagt i en lille æske. Den havde betegnelsen 120. Måske fordi, de mest anvendte kameraer gav 12 optagelser i formatet 6x6 cm på en film?
120-filmen havde en tyk spole af træ. Senere blev den af plastik.
Hvis kameraet var til 6x9, var der kun plads til otte billeder, og så sad den orange rude et andet sted, og tallene gik fra 1 til 8. I fotografiapparatet, som de fleste sagde, var der en tom spole og en plads til den fulde spole. Man fjernede tapen på filmen og fastgjorde papiret til den tomme spole, anbragte den fulde spole, hvor den skulle være, lukkede kameraet og spolede filmen frem til første billede ved at dreje på et hjul, indtil tallet 1 dukkede op i en lille orange rude. Og når man havde taget et billede, spolede man filmen frem, indtil næste nummer viste sig.
Hvis man glemte at spole filmen frem, tog man et nyt billede oven på det gamle, og begge var ødelagte. Eller man spolede et billede for langt frem.

De mere avancerede, men meget dyre rullefilmskameraer som Hasselblad og Rolleiflex havde en føler, så de selv stoppede for hvert billede og ikke kunne dobbelteksponeres. Men der var stadig kun 12 billeder på en film.

Nogle få brugte stadig gamle 6 x 9 klap- eller 6x6 bokskameraer, som lignede en madkasse.
Der var også mindre kameraer til 4 x 4 cm billeder på rullefilm, kaldet 127. Den gav også 12 billeder på en film.

Men andelen af 24 x 36 mm kameraer, hvor filmen (135) rummede op til hele 36 billeder, voksede støt. Disse og 4 x 4 cm billederne skulle under alle omstændigheder forstørres, mens mange blot fik lavet ”kontaktkopier” af 6 x 6 og 6 x 9 negativer.
Når man forstørrede, var det som regel til 7 x 7 eller 7 x 10 cm. De færreste ofrede 9 x 9 eller 9 x 12 cm, senere 9 x 13 cm. Og disse virkede derfor store. Kontaktkopierne blev i øvrigt lavet på forstørrelsesapparatet, blot sat i 1:1.

Kunderne afleverede typisk kun én film ad gangen, men billeder var også langt dyrere, relativt set, end i dag. En kage fra bageriet i den anden ende af bygningen kostede vist 35 øre. Et lille billede kostede 50 øre, og flottede man sig med et 9 x 12, havde man i hvert fald passeret 65 øre. Hvis en tørkage i dag koster 13 kroner, ville prisen på et lille billede i sort/hvid altså være omkring 25 kroner!
I 2019, 56-57 år senere, kan man få dem større og i farve og for under en krone. Men dengang var det jo også håndarbejde.

Processen

I butikken blev filmen lagt i en hvid pose og forsynet med kundens navn og adresse. Der blev krydset af for fremkaldelse, format og antal af hvert negativ. Der blev også gjort notater, hvis kunden enten ønskede ”alle", dvs. uanset kvaliteten eller ”kun de gode”.
Det meste svarer meget godt til det, man selv gør, hvis man i dag udfylder en fotopose i Kvickly. Forskellen er, at det var personalet, der skrev.

Et kvarter over fire gjorde man klar til fremkaldelse af filmene. Hver pose blev forsynet med en etiket med nummer, og en identisk blev sat fast på hver film med en elastik. Den, der skulle fremkalde film, bragte poserne ned i vådmørkekammeret, der befandt sig dybest inde i kælderen, faktisk helt ud til Algade. En stejl trappe fra baglokalet førte ned i kælderen.

Når han eller hun havde slukket lyset i kælderen på en kontakt lige uden for mørkekammeret, kunne det ikke tændes ovenfra. Derved sikrede man sig mod, at lys kunne trænge ind og sløre eller ødelægge de ufremkaldte og snart ubeskyttede film.

Op ad bagvæggen var der fire, cirka en meter dybe tanke. De to til venstre rummede fremkaldere, og til højre for dem kom fikser og en skylletank med vand. Hver tank havde foroven en kvadratisk åbning på vel 30 x 30 cm.
Når man havde sikret sig, at døren var helt lukket, at uret på væggen var indstillet, at man havde de ting, der skulle bruges, og man havde indprentet sig, hvor de var, slukkede man lyset på den højt placerede kontakt.
Herefter gik man i gang med at skille filmene ad. Rullefilmene fik fjernet det cirka en meter lange beskyttelsespapir, og på 24 x 36-patronerne rev man en af kapslerne af som på en flaske og trak filmen af spolen.
Hver film fik en rustfri klemme i hver ende. Under den øverste fastgjorde man i mørke filmens ”nummer” og den blev hængt på en ligeledes rustfri bøjle, der vel kunne rumme omkring 25 film. Den nederste klemme fungerede som vægt.
Bøjlerne sad i holdere på væggen, mens man hængte film på dem.

24 x 36-film var så lange, at de skulle hænges op i begge ender og holdes udstrakt på midten af et lod. Hvis de blev hængt forkert, kunne de klæbe sammen, og derved ville de blive ødelagt.

Når alle film var på bøjlerne, følte man sig frem til fremkaldertanken, og sænkede bøjlerne med filmene ned i væsken. Hvis man tog fejl af tankene, og de havnede i fiksertanken, ville de for evigt være gået tabt.

Når de var i fremkalderen, fandt man frem til væguret, som man satte i gang, og snart kunne man tænde en mørkegrøn pære, der dog var så svag, at det tog adskillige minutter, før man kunne skelne noget som helst, selv efter adskillige minutter i totalt mørke.
Når uret efter ca. 10 minutter ringede, slukkede man den usynlige pære, hvis man havde gidet tænde den overhovedet, og løftede holderne med filmene over i fiksertanken og sikrede sig, at de alle var kommet ned i væsken. Efter 2-3 minutter kunne de tåle så meget lys, at man kunne åbne døren og liste ud af mørkekammeret. Ti minutter senere blev filmene flyttet over i den sidste tank, hvor de blev skyllet igennem i rindende vand i mindst en halv time, og dagens sidste opgave var at hænge dem i et tørreskab, efter at de var blevet strøget med en afspændingsvæske, der skulle forhindre kalkpletter under optørringen.

Næste morgen blev de tørre film bragt ovenpå, lagt tilbage i deres respektive poser og båret ind i mørkekammeret.

Fra negativer til papirbilleder

Billedfremstillingen foregik i orange lys, som fotopapiret var ufølsomt overfor. Hvidt lys ville øjeblikkeligt sværte det. En lyssluse sikrede, at man med forsigtighed kunne gå ind og ud af mørkekammeret ud for "kontoret".

En efter en blev poserne åbnet og filmen lagt i forstørrelsesapparatet og formatet indstillet. Negativerne blev nu trukket gennem negativholderen, et efter et. For hver film blev posen og fotopapir stemplet på bagsiden med det samme nummer, papiret blev lagt i klaprammen, belyst og så videre til næste negativ.
Det belyste papir blev lagt over i fremkalderen. Efter et halvt minut begyndte det at dukke frem. Efter to minutter skulle det gerne være færdigfremkaldt. Blev det for mørkt, havde det fået for meget lys. Ville billedet ikke rigtig komme frem, havde det fået for lidt.
Hvis det manglede mellemtoner, havde man brugt for hårdt papir osv.

Med lidt øvelse kunne man ganske godt vurdere, hvor meget lys, der skulle til, for at gråtonerne kom til at stå rigtigt, og hvilken hårdhedsgrad papir, der skulle bruges. Men en del billeder måtte dog kasseres og laves om.
Fra fremkalderen over i skålen med stoppebadet, bestående af iseddikesyre og vand. Det lugtede på samme måde, som når man afkalker en kaffemaskine. Det stoppede øjeblikkeligt fremkaldeprocessen. Siden blev billederne fikserede i mindst 10 minutter, hvorefter de kunne tåle dagslys.
Når en film var færdigbehandlet, blev den lagt tilbage i posen, og det noteredes på hver pose, hvor mange billeder, der var lavet fra den.

En anden medarbejder hentede løbende poserne og skrev på skrivemaskine (det var ca. 30 år før pc’en) på røde og hvide filmkuverter: Navn, adresse, pris for fremkaldelse, antal billeder og format.

Filmen blev skåret ud i strimler, der passede til kuverten.

Når fikseringen var afsluttet, blev de våde billeder i en spand båret ned i kælderen, hvor der var et meget stort kar, hvor de kunne holde sig selv i bevægelse, mens de i 30 minutter blev udskyllet i rindende vand. Hvis fikservæsken ikke blev skyllet helt ud, ville billederne hurtigt få pletter og blegne bort.
Næste step var et kort bad i en afspændingsvæske med sprit.

De våde billeder blev så lagt på store rustfri plader på ca. 60 x 80 cm og med billedsiden mod pladen. Pladen blev lagt i en stor fritstående højglanspresse ved siden af og spændt fast med et stykke lærred. Selve varmepladen med billederne kunne drejes, og på den anden side var der ligeledes plads til en plade med billeder. Når den var fyldt på begge sider, drejede man den i lodret stilling, og under kraftig varme tørrede billederne på et par minutter. Når man tog pladerne ud, poppede de nu helt blanke billeder efter et øjeblik op, og man kunne hælde dem over i en kurv, som blev bragt ovenpå.
Her blev de sorteret efter nummeret på bagsiden, og dette blev sammenholdt med nummeret, der var blevet stemplet på den hvide pose, som på dette tidspunkt rummede den maskinskrevne kuvert med negativstrimlerne.

Billederne havde en hvid kant, betinget af klaprammen, og en finskæring af alle sider på en skæremaskine var nødvendig.
Til sidst blev billederne lagt i de respektive kuverter. Hvis antal billeder ikke stemte med kuverten, måtte man tjekke negativerne igen, og enten skulle det eller de manglende billeder laves, eller kuverten skulle skrives om.

Sidste proces var en sortering af kuverterne efter navn og anbringelse af dem i en kasse i butikken. Vel ikke så mærkeligt, at et lille, gråtonet billede kostede som to tørkager?

Jeg tænker tit på det, når jeg i dag i fuldt dagslys bearbejder jpg-filer i Photoshop og sender dem til printeren, som på under et minut producerer et A4-billede i farver, printet til kant, og som efter et par minutter er tørt nok til, at jeg kan gøre næsten hvad som helst ved det.

OK, det er dyrere at printe selv, end hvis man sender det til fremkaldelse, men det koster mindre en enkelt tørkage. Og så er arealet stadig næsten seks gange så stort som det sort/hvide 9 x 12 billede, som kun de færreste undte sig selv dengang. Det mindste format fotopapir er nu 10 x 15 cemtimeter. Og mange billeder printes slet ikke. De ses på telefonen, tabletten eller computeren. Og hvor mange i først-tresserne kom med en film, der med 12 billeder rummede et helt års fotoaktivitet eller mere, klarer de fleste nu med lethed det samme antal på nogle få sekunder på mobilen.