Musik
Den jeg foretrækker
Musik betyder utroligt meget for mig. Jeg kan ikke selv spille, men jeg kan lytte, og det gør jeg, ikke kun til klassisk musik, men for det meste.
Før jeg startede i gymnasiet i august 1961, havde jeg aldrig hverken hørt eller lyttet til klassisk musik. Torsdagskoncerter var ikke noget, der blev spillet på radioen i mit barndomshjem.
Men allerede i den første sang- eller musiktime stod det klart for mig, at der her åbenbart var en verden, jeg ikke kendte til, og jeg havde en fornemmelse af, at jeg i den henseende nok stod langt tilbage for mine nye klassekammerater. Der var derfor noget, jeg skulle indhente og det hurtigt.
Senere fandt jeg ud af, at jeg havde taget fejl. De lod bare, ligesom jeg selv, som om, det var noget, de var bekendt med og satte pris på.
Da jeg opdagede det, var det imidlertid ”for sent”. Jeg var, i modsætning til de fleste af mine klassekammerater, blevet grebet af den ”nye” musik. Og heldigvis for det.
En stor hjælp var en "pladeklub", som vores fremragende musiklærer, generelt nok underkendte, meget lille adjunkt Walther Sachse arrangerede. Da der var tilslutning, og vi havde betalt vores medlemskab, indkøbte han et bredt udvalg af plader i den lokale Fona. Der har nok været omkring 40, svarende til antal undervisningsuger på et år. Pladerne cirkulerede så på den måde, at man havde hver af dem en uge, hvorefter de gik videre til den næste på listen. Og langsomt åbnede musikken sig op.
Jeg købte en lille bog med titlen ”99 Orchesterwerke von Beethoven bis Richard Strauss”. Den dækker tidsmæssigt meget godt min smag, bortset fra, at bogen i den lave ende mangler en Mozart.
Vivaldi og Bach m.fl. hører jeg også, men med mindre entusiasme. I den modsatte ende af tidsaksen passer bogen ganske præcist.
Jeg har således aldrig rigtigt fået noget ud af Mahler, for slet ikke at tale om Bartok, Webern, Schönberg og lignende 20. århundrede-komponister.
Men jeg kan også gå i den anden grøft. Og her er det ikke engelsk eller amerikansk rock eller pop, jeg gider spilde ører på. Det er gamle tyske slagere, fra før den klassiske musik nåede ind i mig.
Det er så Freddy Quinn, Conny Froboess, Peter Alexander, Catherina Valente, Lolita, Lys Asia og andre, der sender gode tanker tilbage til årene 1958-59. Og som minder mig om lørdag eftermiddage, hvor jeg på mellembølge 209 meter og fyldt med æterstøj hørte "Hit-Parade" med en Camillo Felgen på Radio Luxemburgs tysksprogede kanal.
