Store dirigenter

Kejseren og kongen

Falkonercentrets sal er tilsyneladende fyldt til sidste plads. Og dog, tre stole på første række, til højre for dirigentpodiet er tomme.

På scenen sidder kjoleklædte herrer i en halvcirkel. Omkring 120, tæller jeg, og lutter mænd. For i Berliner Philharmonikerne har kvinder (endnu) ikke adgang.
Der høres skramlen, mens alle rejser sig. Dronning Ingrid, Kong Frederik og prinsesse Benedikte kommer ind ad en dør nederst til højre og bevæger sig frem mod de tre ledige pladser. De sætter sig, og kongen tager et partitur frem og begynder at studere det. Det er maj måned, nærmere bestemt den 18. Det er en tirsdag, og året er 1965.

Min plads er ude til venstre, temmelig langt tilbage. Jeg ville gerne have haft min dejlige forlovede med, men billetterne var så dyre, at vi dårligt kunne klare mere end én, og hun insisterede på, at jeg var den af os, der skulle gå til koncerten.

49 kroner har jeg betalt. Det er omkring otte gange så meget som en tur i Palladium eller en af de andre store biografer. Prisen svarer også til en lille uges husleje for mit værelse øverst oppe i den gråpudsede villa på Vagtelvej 78 på Frederiksberg.

Klapsalver bryder løs. En slank, rank mand med højt hævet forhår går målrettet frem mod podiet, vender sig og giver et kort, nærmest usynligt buk mod salen. Tilsyneladende uden at ænse majestæterne og hendes kongelige højhed vender han sig og slår an til Sibelius' 5. symfoni. Men selvfølgelig ved han, at de er til stede, og hvor de befinder sig, lader sig bare ikke mærke med det.

Det er Herbert von Karajan, på dette tidspunkt 57 år og siden 1955 chefdirigent for Berliner Philharmonikerne på livstid.
Det er manden, der overkommer det utrolige med alverdens orkestre og ikke mindst grammofonindspilninger. Cirkus Karajan, lyder det allerede fra mange sider. Han har beundrere og fjender. De sidste beskylder ham for at smøre musikken ind i sukker, glat og poleret. Hans forsvar, de få gange han har udtalt sig om det, er, at han ikke kan forestille sig, at komponisterne har tænkt sig, at deres musik skulle lyde grimt.
Jeg hører til beundrerne.

Hvem er konge i salen, funderer jeg over? Er det kongen, eller er det Karajan? Eller føler Karajan sig ligefrem som kejser?
Kongen, den rigtige altså, følger med i det medbragte partitur med hjælp fra en lille lampe, mens jeg nøjes med at nyde klangen fra måske verdens bedste orkester. Da aftenen slutter med Brahms' 2. symfoni, er applausen efterfølgende overvældende.

Karajan bukker og vandrer ud og ind, bukker og modtager blomster. Også kongen, dronningen og prinsessen får nu et buk.
Jeg mener senere at have set et sted, at kongen og Karajan faktisk mødtes efter koncerten. Men der er næppe blevet sagt mange ord. Karajan havde ikke ry for at være social; han havde svært ved small talk og kom også i interviews sjældent frem med klare budskaber.

Karajan formåede gennem hele sin karriere, til han døde søndag den 16. juli 1989, at skabe ikke bare omtale, men overskrifter. Nogle af dem skyldtes hans fortid. Blandt andet havde han været medlem af nazist-partiet i Tyskland, havde nogen fundet ud af. Han selv forsvarede sig med, at det havde været forudsætningen for at få et dirigentjob under Hitler-regimet.
Andre af dem lavede han selv, i takt med at han forlod koncert- og operahuse i vrede over en eller anden Intendant (direktør).

Herbert von Karajan skabte interesse omkring sin person, og derved har han givetvis bidraget mere end de fleste til udbredelsen af klassisk musik. Og det er vel ikke så galt?

En overgang var han på samme tid chefdirigent for adskillige orkestre, og han tjente sig - som ingen anden dirigent, hverken før eller siden - styrtende rig på pladeindspilninger og videooptagelser.
Han, der oprindeligt havde villet være ingeniør, var bidt af teknik. Han så straks mulighederne i Philips og Sonys cd-system, da det blev lanceret i 1982, hvorefter han i lyntempo forsøgte at indspille så mange værker som muligt digitalt.

.

Beethovens symfonier nåede han at indspille komplet fire gange. Hans første cyklus fra 1962 påstås at være den bedste. Deutsche Grammophon.

.

Pedanten

”Har I set ham?”

Spørgsmålet kommer fra Bent, Lisbeths morbror Bent, en aften, hvor vi i slutningen af 60’erne besøger ham og hans kone, Lise, i deres lejlighed på Islands Brygge. Manden, han hentyder til, hedder Celibidache.

Det har vi ikke. Men han er chefdirigent i Stockholm (1963-1971), og han har også tilknytning til Det kongelige kapel og DR Radiosymfoniorkestret. Svensk fjernsyn er i gang med at bringe en række udsendelser med ham, fortæller Bent, og her overværer man prøverne med en dirigent, der er kompromisløs, når det gælder detaljerigdom og gennemsigtighed.

Bent og Lise er normalt ikke til klassisk musik. Men Celibidache ser de, og det gør mange med dem. Hans eksistens er gået vores lille børnefamilie ram forbi, men vi begynder nu også at lukke op for de svenske udsendelser, som vi ser på vores sorthvide 17” tv i lejligheden i Ordrup.
Og Sergiu Celibidache er en oplevelse. Hans store hår flagrer i luften, mens han hovedsageligt på gebrokkent tysk (han er rumæner) råber sine instrukser ud til de hårdt prøvede musikere.

For nogle år siden var der i DR P2 nogle udsendelser om Celibidache, og hvor musikere i Symfoniorkestret fortalte om deres oplevelser med ham. En hævdede, at der var kolleger, der simpelthen fik lægeattest på, at de blev syge af at spille under Celibidache, og en anden påstod, at når et menneskes hele stræben går på at være gemen, så lykkes det også.

.


Celibidache var en fremragende dirigent, og han var kontroversiel – blot på en helt anden måde end Karajan. Når man lytter til deres indspilninger – Karajan har efterladt op mod tusind, Celibidache næsten ingen – kan man tydeligt høre forskellen mellem Karajans ”flydende” sound og Celibidaches mere kantede, hvor stort set hver eneste orkestergruppe kan høres.

De var modsætninger, og Celibidache lagde hele sit liv aldrig skjul på, hvor lidt sympati, han havde for denne "østriger". En del af forklaringen er måske, at Celibidache i 1955 var medbejler til posten som chefdirigent for Berliner Philharmonikerne. Karajan vandt. Hvem er bedst? Jeg kan ikke besvare spørgsmålet. Men hvorfor skulle det ene forhindre det andet?

Jeg kan varmt anbefale Celibidaches live-optagelser af Bruckners symfonier (3-9). EMI har med hans søns sanktion udgivet dem efter Celibidaches død i 1996. Han selv var af den faste overbevisning, at musik skal høres i koncertsalen, og derfor ville han ikke indspille plader.

En af de 12 cd’er rummer optagelser over flere dage fra orkesterprøver med Münchner Philharmonikerne på Bruckners 9. symfoni. De slutter med, at han fortæller dem, at nu har de lært, hvordan Bruckner skal lyde, og at intet orkester, han kender, kan gøre det bedre … men at det vil lyde helt anderledes, når salen er fyldt, og at de så må forsøge at finde den bedste løsning ved at lytte sig frem.