Underviser og lærebogsforfatter

Du underviste i mange år. Hvorfor?

Ja, 21 år blev det til. Oprindeligt søgte jeg jobbet for at forøge mine indtægter lidt, men fra første aften – det var i august 1984 – blev jeg grebet af det. Det blev til samtlige markedsføringsfag på Merkonomlinjen plus faget Reklame, som jeg selv var med til at starte op, og hvortil der i de første par år ikke fandtes lærebog.

Kommunikation har altid været noget af det, jeg har interesseret mig mest for, og gennem undervisning har man direkte adgang til at se, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Det var kontant afregning hver aften, og hvor man aldrig med sig selv var i tvivl om, hvorvidt man havde fået et 5-tal eller et 11-tal (efter 13-skalaen). Øjnene er sjælens spejl, som man siger.

Jeg ville også meget gerne bidrage til at gøre andre motiverede for at beskæftige sig med noget, som jeg selv havde så stor glæde af. Jeg kan forestille mig mange jobs, som må være en stadig pestilens. Men ikke mine. Derfor lå enhver tanke om efterløn mig også fjernt. Kun "company policy" tvang mig væk fra arbejdsmarkedet som 65-årig.

Hjemme kaldte vi i øvrigt tit min undervisning for min ”betalte hobby”. Meget længere kan man vel ikke komme?
Det at få budskabet igennem i undervisningen betød alt for mig, og jeg tror, jeg langt hen ad vejen lykkedes. Dels havde jeg et meget højt karaktergennemsnit i de fag, jeg underviste i (formentligt landets højeste), dels har jeg i tidens løb fået mange positive tilkendegivelser fra tidligere studerende. Jeg tror, at effektiv undervisning kræver både faglig kompetence, engagement og en visionær tilgang. Hvis en af tingene ikke er der i tilstrækkelig grad, mislykkes det.
Mellem 1985 og 2005 var jeg desuden fagleder og kontrolløser for Undervisningsministeriet, censor og i mange år også fagrådgiver på Niels Brock.

Jeg stoppede som underviser i maj 2005, samtidig med at merkonomuddannelsen i dens oprindelige form blev nedlagt, og helt nye mennesker hos Niels Brock kom til at stå for uddannelsen og for rekrutteringen af lærere.
De ville hellere satse på nye og yngre lærerkræfter, og så var de fleste af os bare HD'ere. Nu skulle der mere på bordet. Så skolen sagde farvel til de gamle, efterhånden som uddannelsen blev udfaset. Sammen med de få tilbageblevne lærere og uddannelsesledere lukkede og slukkede vi ved en middag i Tivoli efter de sidste eksamener i foråret 2005. Jeg opnåede ikke engang at komme til at tale med den nye ansvarlige.

Hvad var det mest spændende ved at undervise?

Det var nok, da jeg i april 2003 eller 2004 blev ringet op af uddannelseslederen på Niels Brock. Han fortalte, at de havde et hold med meget store problemer. Holdet, eller det, der var tilbage af det, havde flere gange kollektivt klaget til skolen over deres lærer og fortalt, at de intet havde lært og intet kunne. En måned før eksamen havde man nu erkendt, at det nok ville være ganske hensigtsmæssigt for skolen og dens ry at gøre noget for holdet. Nu ville han spørge mig, om jeg ville hjælpe dem.

Det ville jeg gerne, forudsat at læreren kom ud af billedet, så at jeg simpelthen overtog holdet og ikke blot blev en slags støttepædagog, som han først havde foreslået. Det ønske fik jeg opfyldt og kunne den første aften konstatere, at de var sure på læreren og på skolen og på alt muligt. De var frustrerede og var kun dukket op, fordi skolen nærmest havde tryglet dem om at gøre det, fortalte en pige, der tilsyneladende var holdets talskvinde. Derfor ville de give mig en chance. Det lå i luften, at jeg ikke ville få to.

Jeg fortalte dem, at hvis de ville spille positivt med, ville det lykkes mig at lære dem faget på en måned. Det stod de stærkt tvivlende overfor, men havde ligesom ikke nogen bedre udvej.

Jeg havde fra min egen studietid erfaring for, at det kunne lade sig gøre, i hvert fald hvis den rette konstellation af mennesker er til stede. Jeg havde på Handelshøjskolen haft en elendig lærer i statistik, og det havde selvfølgelig mange andre også.
Den senere forligskvinde, Mette Kofoed Bjørnsen, havde set mulighederne heri og solgte nogle eksamensforberedende statistikkurser. Et sådant strakte sig over tre på hinanden følgende lørdage. Hun vidste, hvordan man lærer folk statistik, ganske og aldeles upædagogisk, men effektivt. Det, jeg og en masse andre ikke havde lært på Handelshøjskolen gennem et helt år, fik vi den fornødne indsigt i på bare ni timer i et halvskummelt lokale i Folkets Hus på Jagtvej, det senere så navnkundige og nu bortskaffede Ungdomshuset. Mette Kofoed Bjørnsen fik de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud på at skaffe mig lærdom.

Det tog mig mindre end fem minutter at konstatere, at mit nye hold vidste endnu mindre, end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig, at dumpeprocenten stod til at blive katastrofal, og at jeg - skønt uden skyld - ikke ville høste hæder, hvis det gik så galt. Hverken blandt dem eller på Niels Brock.
Derfor skulle det lykkes, og med Mette Kofoed Bjørnsen i tankerne gik jeg i gang med den form for undervisning, "eksperterne" siger, er umulig.
Den var 95% envejs fra min side. Rigtig gammeldags forelæsning. Men efter fem minutter var holdet ligeså motiveret, som jeg var. Det øjeblik, hvor man bryder gennem muren, er noget helt fantastisk. At se, hvordan der sker noget i blikket og kropssproget hos 15-16 unge mennesker. Først hos en, så hos flere, og pludselig er de der alle sammen. Synd for de lærere, der aldrig oplever det.

Den næste aften var holdet blevet en hel del større, fordi nogle åbenbart havde talt med nogle, der ellers havde givet op. Talspigen fortalte mig, at de troede på mig. Vi havde i sagens natur kun ganske få aftener til rådighed. Før undervisningen startede, kopierede jeg undervisningsmateriale til dem på flere kopimaskiner ad gangen og gennemgik dem på overheads, som man brugte den gang.
Jeg er en ”matrix-mand”. Alt kommer i kasser for bedre overskuelighed. Det, der står på utallige sider, kan næsten altid klares på et enkelt A4-ark.
Jeg oplevede at blive takket hjerteligt hver aften, og da vi sluttede, følte de sig sikre på sig selv. Til eksamen klarede de sig lige så godt som mit eget hold og dermed en hel del bedre end landsgennemsnittet. ALLE bestod.

Og ellers?

Jeg har fået ros af en minister. Men det kan du læse mere om her.

Men der var vel også ulemper ved at undervise?

Ja, naturligvis. Da jeg startede i 1984, var Louise, vores datter, fire år gammel. Jeg underviste to aftener om ugen i 30 uger om året. Hver undervisningsaften var dengang på fire timer, og klokken var over ni, før jeg var hjemme. Hvis jeg bare tager en periode på seks år, indtil hun fyldte ti, var jeg væk 360 aftener. Det giver sammenlagt et år, hvor jeg praktisk talt ikke var sammen med hende om aftenen. Hun siger, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over det.

Du har skrevet lærebøger?

Ja, for Gyldendal. Mellem 1998 og 2003 stort set én hvert år (inklusive nærmest totalt reviderede udgaver, efter at tre forfattere var blevet til to) plus opgavehæfter. Den sidste var til den nye mekonomlinje, som jeg aldrig selv kom til at undervise på. Men bogen blev brugt, for jeg fik i flere år royalty fra Gyldendal af salget.
De 500 sider til bogen Reklame skrev jeg alene, samtidig med at jeg var med i et fællesprojekt om andre udgivelser.
Under alle omstændigheder var det et enormt slid, for ambitionen er jo at lave verdens bedste lærebog hver gang.
Den mentale proces, man skal igennem, bevirker at timelønnen nærmer sig det mikroskopiske, men det er jo helt frivilligt, og jeg beklagede mig aldrig over det. Jeg kan lide at kommunikere, udtrykke mig, danne sætninger.
I tilbageblikket forstår jeg ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Fuldtidsjob, forberedelse til undervisning, undervisning to aftener om ugen, opgaveretning, censorarbejde, skrive lærebøger og være der for min familie.