Fra case til kilt

En formiddag i midten af 1990’erne, hvor vi var i London, ville Lisbeth gerne i Harrod’s, og vi tog undergrundsbanen ud til Knightsbridge.
Ved en af indgangene blev jeg antastet af en dørvogter, der forlangte, at jeg anbragte min fototaske i en plastpose i deres bagageopbevaring, der ikke var bokse, men nogle hylder bag en skranke. Godt nok med en person til at modtage og udlevere, men alligevel. Det blev jeg lidt fortørnet over og valgte for mit vedkommende at droppe stormagasinet. Vi aftalte så at mødes en time senere udenfor.

The Scotch House, London

Jeg gik lidt rundt og nogle hundrede meter nede ad Brompton Road bemærkede jeg en stor spidsvinklet, rød bygning på hjørnet ved Knightsbridge. The Scotch House stod der på facaden, og striben af butiksvinduer afslørede, at The Scotch House solgte dyre mærkevarer til både mænd og kvinder, fx Pringle og Burberry.
Jeg gik ind og bemærkede straks, at der midt i butikken, op ad to-tre trappetrin var et såkaldt ”Highland room”, osende af tradition og fornemhed.
Endnu en af dem, tænkte jeg, blot større og flottere. For jeg havde både i Regent Street og Oxford Street bemærket adskillige små butikker, der koncentrerede sig om skotske ting og sager.
Her hang kilte i forskellige tern (tartans) og korte jakker til dem. Og i montrer kunne man se bælter og andre mærlige ting, som åbenbart hørte med, når man gik i kilt, såsom kilttasker (sporrans), lange strømper i en masse forskellig farver mellem yderpunkterne sort og hvid, kilt pins (avancerede udgaver af den store sikkerhedsnål), knive til højre strømpe (hvis man er højrehåndet) og særlige sko med huller, oprindeligt så vandet i det våde landskab lettere kunne løbe ud, og snører, der er så lange, at de må bindes rundt om anklen. Alt det kendte jeg på det tidspunkt intet til.



Ved et meget stort bord var en distingveret ekspedient sammen med et midaldrende ægtepar ved at blade i nogle tykke bøger med stofprøver af tartans. Her var der virkelig tale om at få folk til at købe ”det, du ikke har brug for”, et uforståeligt koncept, som hjemlige Magasin du Nord med liden succes havde forsøgt sig med.

Jeg tænkte, da jeg gik ud, at sådan en butik kunne der laves en business case om til min undervisning i Markedsanalyse og -strategi. Men jeg måtte vide noget mere om kilthalløjet. Det var før Internettet, og man kunne derfor ikke bare "google" eller "hot botte" emnet.

The Woollenmill, Edinburgh

Året efter holdt vi efterårsferie i Skotland. Edinburgh er spækket med forretninger med Highland wear.
Tankerne om en case vendte tilbage, og en eftermiddag gik jeg ind i en af disse såkaldte kilt shops, The Woollenmill for at opnå lidt bedre indsigt i den "umulige" del af konceptet.



Jeg fik, hvad jeg var kommet for. Det var en gammeldags forretning, helt anderledes end The Scotch House. En ekspedient, eller måske var det indehaveren, forklarede ivrigt om kilte, tartans og tilbehør. Han fortalte også, at han havde kunder fra mange steder i verden, både med og uden skotske rødder. Han havde nogle færdigsyede kilte i forskellige størrelser og i populære tartans, men normalt blev en kilt skræddersyet, sagde han. De rigtige mål var meget afgørende. Hvad der så sker, når en kunde ændrer facon, får stå hen i det uvisse. Han kunne få lavet en kilt til mig for den bagatel af £250 og sende den til mig i løbet af en måneds tid.

Fejltagelse nr. 1, men fair is fair

Da jeg – vel forståeligt - ikke omgående slog til, spurgte han, om han ikke måtte vise mig, hvordan man tager mål til en kilt? Så kunne jeg jo også ringe eller skrive, hvis jeg en dag skulle få lyst til at få en kilt selv. Her burde jeg være gået, men en af mine svagheder er, at jeg ofte er for venlig eller høflig. Og noget for noget. Det tog ham nu også kun ganske få sekunder: 36, 42, 23 - med dobbelttjek af det sidste.
De magiske tal refererer til livvidde, mål om hofterne og længde. Alt i engelske tommer, forstås, så for at give dem mening skal de ganges med 2,54.

Fejltagelse nr. 2 - jeg prøvede en kilt. Eller rettere to.

Efterfølgende rodede han rundt i cirklen af færdigsyede kilte og hev to frem med løfte om, at de skulle passe ganske godt. Den ene havde blå og hvide tern, den anden var domineret af orange. Og så var der en halv tommes forskel på længden.
Her begik jeg fejltagelse nr. 2 den dag. Han overtalte mig til at prøve dem. Jeg kunne konstatere, at han tilsyneladende havde målt helt rigtigt, og at der intet feminint er ved en kilt. Alt er heavy weight og heavy duty - stof, spænder og remme.

Der var blot lige tre problemer:
1) De var chokerende behagelige at have på.
2) Prisen var høj, £160 for den ene, lidt mere for den anden, og
3) Hvad skulle jeg bruge en kilt til?

De to sidste punkter afgjorde sagen. Han fik ikke solgt mig noget.
Det eneste, jeg havde med ud, var et lille visitkort med nævnte 36, 42, 23 på bagsiden - just in case.




Her kunne der måske passende være sat punktum, men...

E-handel

Med e-handel ser meget anderledes ud.
Når man har hele verden som marked, kan selv ultra smalle vareområder som kilte tilsyneladende give næring til påfaldende mange små virksomheder. Man kan i ro og mag vurdere priser og sammenligne kvaliteter. Og e-handel begyndte i det små at dukke op, uden på nogen måde blot at nærme sig det, vi oplever i dag. Information om fragtomkostninger krævede på de fleste websider, at man udfyldte betalingsdelen, og dermed var man så fremme ved det afgørende Enter.

Skal, skal ikke...

Helt dertil kom jeg vel godt et års tid senere. Da havde jeg fået adgang til det endnu ret nye Internet og tjekkede markedet i forbindelse med en mulig opdatering af ScotchWear-casen.
Her stødte jeg på en kilt til kun £39. Det var et tilbud. Og langt billigere end The Woollenmill.
Jeg havde på min søgning via HotBot eller AltaVista (Google var endnu ikke kommet på banen) også fået bekræftet, at kilte tilsyneladende ikke kun var noget for skotter. Message boards og private hjemmesider vidnede om, at kilten, omend i det små, var ved at blive "internationaliseret". Og det af ganske almindelige mænd, der ofte havde det til fælles, at de meget gerne ville, men ikke rigtigt turde.

Hvorfor egentlig ikke, spurgte jeg mig selv? Altså købe en kilt?

Den generelle købsbeslutning var lynhurtigt taget. Det ville ikke betyde noget som helst for familieøkonomien, hvis jeg slog til. De sidste faser smeltede sammen, idet jeg - skal/skal ikke - trykkede Enter.

Konsekvensen af denne, nok lidt uoverlagte handling var, at jeg et par uger efter blev ejer af en ægte kilt og en smule tilbehør.

Set i bakspejlet: Hvilke behov fik jeg opfyldt, ego eller selvrealisering?
Og motiverne, var det snob (nyt, anderledes) eller irrationelt, måske blandet med lidt thrifty?

Jo, men der er nu også et funktionelt: En kilt er uomtvisteligt i bedre overensstemmelse med den mandlige anatomi end bukser. Ja, den er i og for sig et godt eksempel på, at Form Follows Function.

Ny trend? Næppe. Konventioner lever længe. Og hvem siger da også, at tøj skal være hensigtsmæssigt? Usædvanligt? Lidt anderledes har man vel lov at være?

De sidste linjer findes også på hjemmesiden ikilt.dk. På den får du imidlertid også svar på, hvor og hvordan man køber en kilt. Og hvordan man bruger den. Og hvilket tilbehør, den kræver – just in case.

Jeg synes helt grundlæggende, at alle mænd burde unde sig en kilt - og turde bruge den.