Sterling Foto

Som én stor familie

Dette er en beskrivelse af mit allerførste møde med erhvervslivet, Sterling Foto i Skælskør.
Jeg ved, at chefen, Hans Ove Læsø Petersen aldrig læste en linje om personalepleje. Eller om kundepleje. Men aldrig siden har jeg været et sted, hvor begge dele fungerede så godt. Det kom indefra. Og det smittede af på alle.
Det var en arbejdsplads, men mest af alt var det én stor familie. En god familie, vel at mærke.

Sterling Foto befandt sig ca. ¾ oppe ad Algade, når man kom fra havnen, hvor damperen ”Skjelskør”, der dengang besejlede Agersø og Omø, havde kajplads. Butikken ligger der stadig, men da jeg skriver om noget, der skete i 1963-64, og så meget er ændret i mellemtiden, har jeg valgt at sætte det hele i datid.
Algade 22 var det helt præcist, og allerede med nummer 30 hørte hovedgaden op. Det var en servicestation, som man sagde dengang. En Gulf-tank, før Gulf solgte til Kuwait Petroleum Corporation, og benzinen kom til at hedde Q8.
Det skal siges, at der i nr. 22 var fire forretninger, og sådan var det også med flere andre husnumre. Det strakte ligesom gaden lidt. Og på den anden side af Algade, hvor det var mindre udbredt at give flere butikker sammen husnummer, nåede man vist helt op på nr. 49.
Den tætteste på havnen af de fire forretninger i nr. 22 var Sterling Foto, hvis cirka to meter tilbagetrukne indgangsdør var direkte nabo til en tilsvarende dør til en hatteforretning.

Huset var til gaden i gule mursten, men det så man mest, når man fra det modsatte fortov kiggede over og op på bygningen og lejlighederne på første sal, der ligesom indgangsdørene lå længere tilbage end butiksfacaderne. Husets bagside var opført af billigere mursten, som det ofte sås, og malet hvid eller lysegul.
I midten af bygningen var der en port, og til venstre for den igen to spejlvendte butikker, hvor de solgte henholdsvis briller og brød.
I porten, der førte ind til en stor baggård, var der til begge sider indgange med trapper til lejlighederne oven på butikkerne. I en af dem boede ”fotograffamilien”, dvs. Hans Ove Læsø Petersen, hans kone, Tove ”Tut”, børnene Ole og Lis samt en ”grisehandlerhund”, sommetider reagerende på navnet Mickey.
På et tidspunkt udvidede de deres boligareal med lejligheden ovenover, og som havde skråvægge.

De fire butikker var lige store, men alligevel med den forskel, at der til fotoforretningen hørte en lav udbygning i gården med et lille baglokale, hvortil der også var adgang udefra ad en grønmalet dør med rude foroven.
Til venstre for den var der et småsprosset vindue i hele facadens længde, og det fortsatte et par meter rundt om hjørnet, indtil det mødte en ny tilbygning, der rummede mørkekammeret, som tidligere havde været mindre og taget et hjørne af baglokalet.

Venner af huset, og det var mange, gik den vej ind, i stedet for gennem butiksdøren i Algade, og altid, når vejret tillod det, stod den indbydende åben. Der, hvor der i hatteforretningen og hos brillemageren var baglokale/værksted, var der i Sterling Foto et atelier til portrætfotografering.
Bagerforretningen havde ind mod nr. 24 en endnu større tilbygning med bageri.

Gården, der var brostensbelagt, rummede desuden garager bag grønmalede porte og i den fjerneste ende i et hus på tværs tømrermester Hans Larsens værksted. Hos ham arbejdede min ligeledes fotointeresserede morbror, Holger, som også var en hyppig gæst i Læsøs baglokale.
Tømrerværkstedsbygningen blev til venstre gennemskåret af en smal port, som, forbi en have til højre, ledte ud til Pistolstræde. Pistolstræde er forsvundet. Det samme er tømrermesterbygningen og omtalte have. Gården har mistet sin intimitet, hvis det overhovedet kan kaldes en gård længere. Udsigten er en Netto og en Superbrugs. Man har i det hele taget ikke været god mod Skælskør, men det er en anden historie.

Sterling Foto var en kombination af fotohandel og fotografvirksomhed.
Sidstnævnte drejede sig først og fremmest om portrætfotografering, men der var også mange andre opgaver. Politiet fx kom med film, der skulle fremkaldes og behandles diskret. Jeg husker især billeder af en mand, der havde skudt sig selv gennem munden. De var i sort-hvid, men alligevel et ualmindeligt grimt syn. Det mest krævende, tidsmæssigt var dog den daglige fremkaldelse og billedfremstilling af amatørfilm.

I årene omkring 1962-63 blev der lidt uden for Skælskør opført et kæmpestort Gulf olieraffinaderi. Her skulle der hver måned tages billeder af arbejdspladsen fra bestemte vinkler, således at man på hovedkvarteret i USA kunne se, hvordan byggeriet skred frem.
De skulle leveres i format 24 x 30 cm eller deromkring. De var i sort-hvid, for det var vel 98% af alle billeder dengang. Men inden, de blev sendt, var de en tur på Theilmann-Ibsens bogtrykkeri, hvor de fik påtrykt Gulf Oil logo, sted og dato.
Der var ikke noget, der hed Photoshop eller Illustrator. Tekst blev sat i hånden af en typograf eller lithograf, afhængig af trykmetode.

Gulf Oil solgte i 1983 raffinaderiet til Kuwait Petroleum Corporation, der senere blev til Q8, som i 1997 slukkede den ”evige flamme”.

Jeg kom i Sterling Foto næsten hver eftermiddag fra begyndelsen af 1963, mens jeg gik i 2. g på Slagelse Gymnasium og gennem hele 3. g. plus i sommerferierne til og med 1965.
Når jeg ser tilbage, er det, målt i år, jo en ganske kort tid. Men den har betydet uendelig meget for mig.

Jeg gik til hånde, hvor jeg kunne. Jeg elskede at sælge, at demonstrere et kamera, rådgive. Og jeg fik lov. Selv ikke, når det gjaldt dyre kameraer, forsøgte ”mester” at tage over. Han nærede en enorm tillid til sit personale, og det blev gengældt af et ikke mindre engagement fra alle ansatte.

Det var i det lille baglokale, sjælen var. Lige inden for døren til venstre hang telefonen. Skælskør 465 var nummeret.

I provinsen havde telefonerne dengang hverken drejeskive eller tryktaster. Det var lysår før, der var noget, der hed mobiler eller smart phones. En telefon var fastnet. Man drejede på et håndsving, løftede røret og ventede, til en dame, en telefonistinde, på telefoncentralen trak en ”prop” ud og sagde ”Centralen” eller ”Skælskør”. Så bad man om nummeret.
Hvis jeg ville ringe til min hjemmegående mor, bad jeg om nr. 663, og hvis jeg ville bestille en billet til aftenens biografforestilling i Kosmorama i Algade 15, og i hvis baggård centralen havde til huse, sagde jeg ”nr. 25” og fik fat i en munter frøken, på vel min mors alder og med fornavnet Jelva. Hun passede billetsalget fra ca. klokken 16 om eftermiddagen. Om formiddagen ekspederede hun i Wienerbageriet, længere nede ad Algade. Det tilhørte hendes familie.

Hvornår hørte betegnelsen frøken mon egentlig op? Dengang og også år senere var kvinder gifte eller ugifte; de var fruer eller frøkener. Mænd var hr. uanset ægteskabelig stilling. Og rigtige frøkener syntes at have sig meget frabedt at blive tituleret frue, forekom det mig.


Ved siden af telefonen i Sterling Foto var der blevet plads til et akvarium, og ellers var der bordplader under vinduerne, således at der kunne retoucheres, sorteres og beskæres billeder.
I bunden af lokalet var "kontoret" med skrivebord, en grøn kontorskrivemaskine og diverse mapper. Dette var jo mange år før fotokopieringsmaskinen, faxmaskinen og computeren. Til venstre, modsat skrivebordet førte en skydedør ind i mørkekammeret.
På skrivebordsvæggen var der en stejl trappe ned til kælderen med skyllerum til fremkaldte billeder, reoler med negativer i omhyggelig orden og vådmørkekammer. Foran trappeskakten rummede en meget stor, nærmest kommodelignende ting karton til opklæbning af billeder og havde en varmepresse stående oven på sig. Den blev brugt, når billeder skulle klæbes på karton.
Til højre for den, dvs. lige ved døren ud til gården var der et trin ned og en dør, der førte ind til atelieret og videre til butikken, som i øvrigt kun var bemandet, når der var kunder. Når dørklokken ringede, gik man ned for at ekspedere dem. Ingen tænkte på, at nogle kunne stjæle noget, mens de var alene.

I midten af baglokalet var der plads til, at man sommetider kunne stille et lille bord ind og omkring det holde fælles frokost eller fejre andre begivenheder.

Af medarbejdere kan nævnes Omel, Preben Omel, der var uddannet damefrisør, og som sammen med sin daværende kone, Else i flere år havde drevet frisørsalon i Skælskør. Han ville meget hellere beskæftige sig med foto, og kort efter at Læsø havde overtaget forretningen i 1956, blev han ”nr. 2”.

Jeg husker ham som en festlig fyr og et fantastisk menneske. Han fandt hurtigt sammen med den en del yngre Helene Grønbæk, som nogle år før var blevet udlært fotograf.

I slutningen af 1963 startede Omel og Helene sammen en fotoforretning i Algade i Vordingborg. Hepo Foto hed den (Helene og Preben Omel) og købte et lille hus i en landsby udenfor.
Så var der Hanne Bechmann, som var fire år ældre end jeg, og som blev udlært, mens jeg kom der. Hun blev nogle år senere gift og forlod Sterling Foto, dog uden nogensinde at miste kontakten med familien.
Og Morten Søgaard, som også var elev. Han var enormt glad for piger og havde sin jævnlige gang blandt sygeplejeeleverne på Gigtsanatoriet og på sygehuset.
Han besøgte Lisbeth og mig nogle gange, efter at vi var flyttet til København, og han var med til vores bryllup – det var Læsø og fru Læsø i øvrigt også.

Morten havde store planer, og jeg ved, at han startede en fotoforretning i Slagelse. Den gik imidlertid ikke, og han fik ansættelse i København.
Mange år senere erfarede jeg, at Morten var død ret ung. Trist. Jeg havde tilbragt mange gode timer med ham.

Lisbeth arbejdede også hos Læsø i to sommerferier, første gang i 1964 efter vores studentereksamen.
Jeg spurgte Læsø, som ikke kendte hende, om hun muligvis kunne få noget feriearbejde og foreslog, at hun så kunne komme og tale med ham.
Svaret var, at det var ikke nødvendigt. Når jeg sagde god for hende, var det alt nok. Hun kunne bare starte. Det var Læsø. Han viste tillid, som blev gengældt med arbejdsglæde. På et tidspunkt led Lisbeth af hovedpine. Hvad gjorde Læsø? Han skaffede hende en tid hos en kiropraktor i Hillerød, som han kendte, og lånte hende familiens VW-Sambabus, som hun kørte de 140 kilometer til Nordsjælland i med sammen med sønnen, Ole. Behandlingen – var gratis. Og hun fik løn for den hele dag, hun ikke havde arbejdet.

Som Tut sagde, da jeg engang i sluthalvfemserne besøgte dem: ”Vi har nok aldrig tjent de helt store penge, men hvor har det været dejligt”.

Jeg tror i øvrigt, at nævnte Folkevognsrugbrød i Sambabusversion havde verdensrekord i antal ruder for en bil af den størrelse. I hver fordør var der tre, en ventilationsrude og to skydevinduer. Forruden var i to dele, og bagpå var der en bagrude og to hjørnevinduer. På hver side efter fordørene var der fire ruder og over dem i taget igen fire små aflange ruder. Der kunne simpelthen ikke være flere. Hvis jeg regner det hele sammen, bliver det til 27 stykker glas! Indeni var der fin plads til otte, tre på forsædet, to på bænk nummer 2 og tre på nummer 3. Motoren lå selvfølgelig bagi. Sikkerhedsseler eksisterede ikke, så man kunne derudover frit indrette sig, som man fandt det bekvemt. Et ægte "Raumwunder".

Tiltaleformer

I begyndelsen af tresserne var man endnu ikke automatisk dus. Faktisk skulle der gå 10-15 år, før det rigtigt slog igennem.
Til de ældre sagde man De, mens de ældre til de unge kunne sige du. Her sagde "de ældre" De og fornavn til Hanne og Helene, men du til Morten og mig. Vi sagde De og Læsø, De og Omel, De og fru Læsø. De unge sagde du til hinanden og var på fornavn. Helene og Omel var naturligvis dus.


Der kom jævnligt repræsentanter. Nogle nåede kun til disken i butikken, mens andre blev modtaget med stor glæde. Det gjaldt især en, der hed Nesgaard, og som arbejdede i et firma, der hed BICO.
Han kom altid midt på formiddagen, og han gik først langt hen på eftermiddagen. Jeg tror, at han simpelthen satte hele dagen af til det i forvejen anmeldte besøg. Og i Sterling Foto gjorde man nogenlunde det samme.
Til frokost blev der dækket op i det lille baglokale. Alle deltog og lod sig kun afbryde af butiksklokken eller et eller andet nødvendigt gøremål med billederne.

Læsø og hans kone drev Sterling Foto i 45 år, indtil 2001.

Nogle år, før de sluttede, var fotoforretningen blevet udvidet med hatteforretningen ved siden af; i atelieret var der ikke længere fotolamper, kamera og baggrundspapir, men en fremkaldemaskine, der stod og spyttede 10 x 15 cm farvebilleder ud af sig selv, og mørkekammeret blev brugt til andre formål. Men stemningen var lige, til de sluttede, den samme gode, som den var i 1960’erne.

Efterskrift 17. oktober 2012

Tut Læsø døde i 2009. Jeg hørte det først længe efter. I dag var jeg til Ove Læsøs begravelse. Han blev 85 år og døde efter få dages sygdom. Han var frisk til det sidste, fortalte hans datter, Lis.
Preben Omel døde for nogle måneder siden, også som 85-årig, fik jeg at vide. Helene, der må være i begyndelsen af 70erne, var ikke med. Men Hanne var. Alle prægtige mennesker, som jeg aldrig vil glemme.

Efterskrift 21. september 2021

Helene er død for et par år siden. Hun må da have været omkring de 80.