Familie og interesser

Også denne side var oprindeligt en del af min gamle "undervisningshjemmeside", blot nænsomt aktualiseret gennem årene, senest i august 2019.

Dit privatliv?

Det er først og fremmest min dejlige kone, Lisbeth.
Jeg lagde mærke til hende den 12. august 1961. Jeg ved det præcist, for den dag startede vi begge i 1.gsb. (ny-sproglig klasse) på Slagelse Kommunale Gymnasium.
Hun var lang, tynd, lyshåret, knapt 16 år gammel og fuld af liv. Et år senere forelskede jeg mig vildt i hende, hvorefter der fulgte to år med ulykkelig kærlighed, før mine følelser, efter afprøvning af alskens strategier og taktikker endelig blev gengældt. Det skete umiddelbart før vores studentereksamen.
Vi ringforlovede os den sommer og blev gift i 1966. Lisbeth er tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen og merkonom – i virksomhedsledelse. Hun sluttede officielt med at arbejde som 73-årig efter de seneste 24 år som show room manager hos Louis Poulsen Lighting - dem med PH-lamperne. Men hun bliver stadig kaldt frem for at løse forskellige opgaver.

Hun har kurrateret udstillinger af gamle PH-lamper på Koldinghus, i Musikhuset i Aarhus og på Falkenberg Museum i Sverige. Hun har holdt (og holder stadig) utallige foredrag om lys og brugen af lys i hjemmet, og i 2014 skrev hun sammen med en tidligere kollega fra Louis Poulsen bogen Sans for Lys, der er udgivet af Gyldendal.

Året efter at vi blev gift, fik vi vores søn, Michael, der er cand.jur. og far til vores to ældste børnebørn, Julie fra 1999 og fire år yngre Christian.
Vores datter, Louise, fik vi i 1980, 13 år efter Michael. Hun er cand. merc. i filosofi og økonomi - ligesom sin dejlige mand, Ole, der også er ph.d. De fik i april 2007 Jonathan, vores tredje barnebarn. I 2010 blev Anton født, og i begyndelsen af december 2013 kom lille Olivia til.

Hvad med sport?

Aldrig. Jeg har det ikke i mig. Hvis jeg kaster en bold, ved jeg ikke, hvor den lander. At sparke til den gør det ikke bedre, og en ketsjer eller en kølle i hånden ville overhovedet ikke fungere.
Som barn og ung var jeg ret god til at løbe. Det gik fantastisk hurtigt. Den fornemmelse af at svæve, som jeg havde, når jeg løb gennem skolegården, kan jeg stadig savne. Men i gymnastiktimerne tillagde man ikke det nogen værdi.
Jeg var også god til og glad for at cykle. Sidst jeg gjorde det, var imidlertid i 2003 i Lucca, hvor vi lejede cykler. Jeg har været på motionscenter for en del år siden og stået på et løbebånd. Det bedste ved det var, at der hele tiden kun var cirka 50 meter ud til bilen. Men Gud, hvor var det kedeligt.
Det skal retfærdigvis tilføjes, at jeg, siden jeg var 17, har jeg haft slidgigt og en - for det meste passiv - diskusprolaps i ryggen. Måske hænger den manglende interesse i virkeligheden sammen med det?
Men med årene har jeg faktisk fået det bedre og bedre, fordi jeg åbenbart intuitivt lytter til min krop og stopper lige inden, smerten sætter sig. Så når jeg går, og jeg går meget, har jeg faktisk ganske tit den ønskede fornemmelse at at svæve.

Dine interesser, når du nu ikke dyrker sport?

Musik

Primært klassisk med hovedvægt på opera. Det har varet siden 1962.
Anledningen var en klassetur i 1.g. til København (fra Slagelse). Dagen skulle slutte i Det kongelige Teater. Der var valg mellem skuespil på Ny scene og opera på Gammel scene.

Jeg valgte opera, men mødte op med nul forkundskaber og tilsvarende ingen forventninger.
Men fra det øjeblik tæppet gik op for La Bohème (Puccini), sad jeg helt fremme i stolen, og da Rudolfo ca. 20 minutter inde i første akt brød ud i arien Che gelida manina (så kold den lille hånd er), var jeg helt og aldeles solgt.
Resten af 1. akt er i øvrigt en række af veritable glansnumre: Mimi's arie Si, mi chiamano Mimi (jeg kalder mig Mimi) og duetten mellem Rodolfo og Mimi, O soave fanciulla (Oh, dejligste pige).

Så hurtigt, jeg kunne få råd til det, købte jeg en grammofonplade, en såkaldt EP (extended play), som var 17 cm i diameter og roterede med 45 omdrejninger pr. minut. Det var nok til Che gelida manina på den ene side og på den anden en arie fra Manon Lescaut.

Desværre er man i de senere år begyndt at "modernisere" operaerne. Man gør dem "nutidige", selvom det konflikter med handlingen og teksten. Når fx Wagner i 1848 lod Lohengrin foregå i 900-tallet i et miljø af riddere, er det for mig svært, ja umuligt, at se rationalet i, at instruktøren Peter Konwitschny i sin 2007-opsætning for operaen i København gør hovedpersonerne 20 år yngre og flytter handlingen til et nærmest nutidigt klasselokale med piger med rottehaler og drenge i korte bukser og hvide knæstrømper.
Kristeligt Dagblad kaldte det "Lohengrin i børnehøjde med vidunderligt resultat." De fleste var begejstrede, hedder det videre i anmeldelsen.
Jeg kalder det Kejserens nye klæder og tror ikke, at det overalt konstaterbare dalende billetsalg til operaforestillinger blot kan forklares med økonomisk krise osv. Men endnu er ingen ansvarlige kommet på den tanke, at hovedproblemet kunne skyldes denne vandalisme. Det, tror jeg derimod, publikum (det, der var) er.
At det virkelig kan gå for vidt, viste en ny-iscenesættelse af Tannhäuser på Rheinoper i Düsseldorf i maj 2013 i anledning af 200 året for Wagners fødsel. Her havde man flyttet fortællingen fra det 14. århundrede til nazitiden. På premiereaftenen buhede og udvandrede publikum ved i bogstavelig forstand midt under forestillingen at smække med dørene, når de gik. Det blev kun til den ene opførelse.
Men måske de så kan lære det? Nej, intet tyder på det. Opera er, desværre, for mig nu i stuen på cd foran højttalerne eller fjernsynet med en dvd eller Blu-ray skive i afspilleren - fra før verden gik af lave.

Hi-fi – så jeg kan nyde musikken.

Da jeg for mange år siden købte min første cd-afspiller, var en af de første cd'er i øvrigt Puccinis La Bohème med Jose Carreras og Katia Ricchiarelli. Siden er det blevet til mange indspilninger.
Hi-fi er jeg vel efterhånden ret alene om? Komprimeret mp3/iTunes-lyd er alt, hvad moderne ører forlanger.

Foto

En endnu ældre hobby. Mit allerførste job og dermed kendskab til erhvervslivet fik jeg faktisk i mine gymnasieår. Det var i Sterling Foto i Skælskør. Ejeren, Hans Ove Læsø Petersen drev sammen med sin kone, Tut (Tove) og nogle unge ansatte fotografvirksomhed og fotohandel.
Dér lærte jeg også, hvad trivsel på en arbejdsplads vil sige, og hvad det betyder for menneskers engagement. Det var enestående og aldrig overgået. De solgte forretningen i 2001 efter 45 års virke for at nyde deres otium. Vidunderlige mennesker, som har betydet uendeligt meget for mig.

Jeg fotograferer stadig meget, har altid et kamera med mig, uanset om det blot er ned i skoven eller fjernere mål. I 2019 er den hobby fyldt 62 år.

Siden 2001, en uge efter angrebet på World Trade Center i New York har jeg været digitaliseret. Jeg købte digitalkameraet, et lille Canon med 2 mio. pixels i Flensburg, og umiddelbart efter var der to minutters stilhed i radioen og på gaderne.

Jeg har imidlertid ikke totalt droppet analoge kameraer. Mange har jeg beholdt gennem årene, og andre, der har betydet noget for mig, men som jeg efterfølgende har solgt, genanskaffer jeg. Ikke for at bruge dem, men for at have dem. Af natur er jeg en samler.

Computer

Jeg er fascineret af teknik. Derfor også af computere, selvom jeg engang i slutningen af 80'erne i en undervisningstime postulerede, at den personlige computer aldrig ville få en fremtid. Så meget kan man altså tage fejl.

Opleve

Natur betyder meget for os, hvad enten det er vandreture i bjerge eller i skoven for enden af den vej, vi har boet på i 47 år. Lisbeth og jeg elsker også at rejse. Vi gør det så tit, vi kan.
I mange år var vores børn - eller rettere barn - for med den aldersforskel blev det kun til en enkelt ferie med to på bagsædet - altid med os, når vi rejste.
Med Ole og Louise og de tre små er det nærmest blevet fast rutine med en uge sammen et eller andet sted hvert år. Vi har med dem været adskillige gange ved Vesterhavet og i Lugano i Schweiz. Og i Frankrig, Spanien, Kroatien, Berlin og Budapest.

Flere forårsferier er blevet tilbragt i et lille stenhus i Toscana, nogle kilometer fra Lucca.
Puccini blev i øvrigt født i Lucca, og i byen er der stadig nogle, der hedder Puccini. En af dem ejer et bilværksted, kan man se på en varebil. Komponisten døde i 1924.
Vi har været i Rom flere gange, og har, inspireret af "Fars fede ferie", og så godt som det nu lod sig realisere, kørt rundt om Colosseum i egen bil. Virkeligheden ligger langt fra filmen.

I 2011 nåede vi både New York og, for første gang, Tokyo. Og vi har været i Kina, da privatbiler stort set ikke eksisterede, og i Australien. Og i USA et par gange. I en menneskealder holdt vi hvert år sommerferie i Schweiz, indtil vi fik smag for Spanien og Kroatien. Storbyer, vi gerne besøger igen og igen, er Rom, Berlin, Wien, Budapest, London og Paris. Lissabon har sin helt egen charme.
Hvad mere kan man ønske?

Historie

Især fra min egen tid og det, der ligger umiddelbart foran, dvs. fra 2. verdenskrig og optakten til den. Historien har det med at gentage sig. Derfor kan man lære af den - så den ikke gentager sig. Hvis man vil. For få vil.

Tysk

Tysk har altid interesseret mig. Jeg synes, det lyder smukt, og jeg kan lide grammatikken og sætningsbygningen. Konjunktiverne og brugen af genitiv, som sprogforstandige tyskere hævder, er vigende for dativ. Synd. Et regelret sprog. Og dog. Duden, den tyske grammatik, er på næsten 1000 sider. Hovedparten af dem handler om alle undtagelserne fra reglerne.

Læse og lytte

Hvor skønlitteratur stort set tidligere var begrænset til ferier, har jeg efter min ufrivillige retræte fra arbejdsmarkedet fået mere tid til det også. Her oplever jeg Mofibo som en god fornyelse af bogmediet. Og så kan jeg lide lydbøger. De er perfekte i bilen.

Web-designe

Jeg synes, det er sjovt at lave websider. Ellers var denne jo heller aldrig blevet til mere end støtte for min undervisning og derfor for længst forsvundet. Jeg kan lide kommunikationen, den kreative udtryksform, lidt på samme måde, som når små børn tegner, tror jeg.
Og glæden over, at det kommer til at se ud, som jeg havde forestillet mig det, æstetikken, at alle links fungerer osv. (det gør de, håber jeg).
Et enkelt manglende eller forkert tegn, et < div > for meget eller for lidt ændrer alt og kan få siden til at bryde totalt sammen. Det, der ligger bag det hele, koderne, er blevet pænere med tiden, fordi jeg har lært mig tilstrækkeligt om CSS mv., til at jeg kan få det til at virke. Siden her er i øvrigt baseret på designprogrammet, Bootstrap 4.

Man kan også se dig i kilt?

Det hænder, ja. Og du kan se det på min avatar i toppen af siderne. Det lyseblå er ikke shorts (som jeg engang har set i den tern), men en kilt i Holyrood tartan. En kilt er et genialt stykke tøj. Og anatomisk rigtigere end al anden benbeklædning til mænd, faktisk.
Man kan sige, at det startede som en konsekvens af min undervisning og en ferie i Skotland i 1996. Det fascinerer mig lidt, at der er registreret mere end 3000 forskellige tartans. Jeg har efterhånden en lille samling af kilte, og jeg bruger dem. Jeg synes faktisk, alle mænd burde unde sig selv at træde en smule ved siden af de gældende beklædningsnormer. I de senere år er der kommet mange flere farver, og det er godt, men hvad former angår, halter vi mænd stadig bagefter. En mulighed for variation eller tilskud til garderoben er kilten.
Hobby? Ja, hvad samleriet angår. Men ellers vel mere en livsstil.

Om mig og kilt kan du i øvrigt læse mere her.

Hvad vil du lave, når du bliver gammel?

I 2004 skrev jeg:
"Heldigvis er der længe til. Men, tja, fx have en stor familie, der besøger Lisbeth og mig rigtig tit. Og måske vil jeg holde nogle foredrag og skrive noget, der ikke har spor med marketing at gøre. Jeg ved helt sikkert, hvad jeg ikke vil være: En træt, gammel, sur mand."

Nu er der gået 15 år. Vi glæder os over mange besøg. Jeg har ikke holdt foredrag, men hvem ved? Når jeg bliver gammel nok og får tid. Og så prøver jeg ihærdigt på, hverken at være træt eller sur. Gammel? I sig selv er det OK. Det bliver, selv for de yngste, på et eller andet tidspunkt, en realitet. Forhåbentligt.

Men helt ærligt, dér synes jeg ikke, jeg er endnu, og der må gerne stadig være længe til.

September 2019.


Jeg har netop, efter fire år, læst ovenstående igennem. Det gode er, at jeg ikke ønsker at ændre noget i teksten eller har behov for det. Vi bor, hvor vi har boet i 51 år. Vi får stadig meget jævnlige besøg af børn og børnebørn, for de størstes vedkommende med kærester, og Lisbeth og jeg nyder hinandens selskab og samvær.

I vores alder skal man glæde sig over ingen forandring. Og det gør vi.

2. september 2023