Algade 22 4230 Skælskør

Nedenstående tekst fra 2012 er at finde på en hjemmeside Rundt i Skælskør. Den er oprettet af en Skælskør-borger, Erik Petersen og nu overdraget til Lokalarkivet i Skælskør. Siden er blot en af mange om byen, dens huse, deres funktion og beboere.
Denne handler om Algade 22, hvis ene fjerdedel og senere halvdel var - og stadig er - Sterling Foto, om fotograffamilien Læsø og livet i butik, baglokale og kælder med mørkekammer og værksted gennem over fire årtier.

Kilde til artklen er Hanne Bechmann, der, som tidligere ansat og senere, sammen med sin mand, nær ven, fik et indgående kendskab til Familien Læsø.

Den 1. maj 1956 købte Hans Ove Læsø Petersen Sterling Foto, Algade 22 i Skælskør. At det lige blev i Skælskør, familien slog sig ned, var lidt af et tilfælde; det kunne lige så godt have været i Frederikshavn eller Vordingborg, hvor der også var en forretning til salg, men grundet en gammel skolekammerat, der var skrædder i Skælskør, og han sagde god for forretningen, så blev det altså Skælskør.

Ejendommen Algade 22 bestod dengang af 4 forretninger, to på hver side af porten og med tilhørende lejligheder til de forretningsdrivende.
Hele ejendommen med 10 garager tilhørte fru Albech-Hansen, der sammen med sin mand drev en manufakturforretning på den anden side af gaden i nr. 25, nu Danske Bank.

Det gamle Algade 22 var gennem flere generationer købmandsgård ejet af slægten Lassen, W. Lassen – Ludvig Lassen og Anders og Henrik K. Lassen. I kælderen under Lassens butik lå en beværtning med nedgang fra Algade, kaldet ”Lavendlen”.
Det fortælles, at den gamle ydertrappe fra gården er den samme, som i dag er trappen fra arbejdsværelset til kælderen!

Det ”nye” Algade 22 blev opført i 1935 med en særlig udbygning til udstillingsvinduer og indgangsparti til de fire butikker. Det skulle efter sigende være fordi, man allerede dengang talte om at udvide Algade, og så kunne man nemt nedrive den del af huset. Det er aldrig blevet aktuelt!
I begyndelsen 1935 var der møbelforretning i forretningen yderst til højre med møbellager i bagbygningen, der hvor Carl Larsen senere havde tømrerværksted, men allerede omkring 1940 etablerede Frk. Petersen sig som fotograf i lokalerne.
Der holdt hun til i ca. 10 år, hvorefter hun omkring 1950 solgte til fotograf Jacobsen, som derefter solgte forretningen videre til fotograf H.O. Læsø Petersen, som overtog den 1.maj 1956.
I den tilhørende lejlighed på første sal, var entreen med fire døre til henholdsvis et lille toilet (uden håndvask), køkken med dør til spisekammer, to sammenhængende rum med bue imellem, hvor det ene blev brugt til soveværelse til far og mor og to børn, og det andet til stue.
På 2. sal var et pulterrum til hver af lejlighederne, foruden endnu en lille lejlighed, med 2 værelser + køkken og toilet ude på gangen. Den var i starten et lejemål for sig, men på et tidspunkt, da den blev nedlagt, erhvervede Familien også den og havde nu soveafdeling og badeværelse deroppe.
På første sal var endnu en to-værelsers lejlighed, dog med toilet på gangen. Her boede Ellen og Kaj Jensen. Ellen Jensen havde forretningen ved siden af Sterling Foto. Hun solgte hatte, broderier og DMC-broderegarn i alle mulige farver. Der hørte også et lille baglokale til, der blev brugt som lager. Hendes mand Kaj Jensen var ansat på politikontoret på det gamle rådhus på Gammeltorv.

På den anden side af porten havde Erik Jensen ure og briller med et lille ”optikerlokale”, og et lille arbejdslokale bagved. Bager Wagner havde den sidste butik med bageri i den sammenhængende bagbygning i gården. På den udvendige mur var et stativ, så det varme brød kunne køle af!!!!
Det var ikke gået i dag!
Også på denne side var tre lejligheder fordelt på to etager foruden de små rum.

Tilbage til fotoforretningen
Læsø kendte noget til egnen omkring Skælskør fra sine syv år som luftfotograf ved Sylvest Jensen, og han vidste, at vejret næsten altid var godt heromkring Solskinsbyen Skælskør.
Som luftfotograf havde han fløjet med lette maskiner som KZ3 – KZ7 samt en Auster. Han var ikke selv pilot, men kunne, om det skulle være, klare en nødlanding.
En gang var det ved at gå galt, hvorom en defekt propel kalder minder frem den dag i dag.

I 1956, hvor fotograf Jacobsen solgte til H.O. Læsø Petersen var det mest en ”portrætforretning”. Der var næsten ingen salgsvarer.
Familier og børn var blevet fotograferet årligt til julegaver, hvilket var rigtig godt og gav meget travlhed i årets sidste måneder. Om sommeren var det så mest folks feriebilleder, der skulle laves.

Efterhånden var folk begyndt selv at fotografere mere, så nu blev det mest til højtidelige lejligheder, bryllup, dåb, konfirmation og lignende, at byens folk kom på atelieret, og ønskede ”et rigtigt foto”! til gengæld blev der dagligt fremkaldt masser af amatørfilm, der blev lavet fra dag til dag.

Der var ikke meget forretningsliv i byen på det tidspunkt, men det kom der til gengæld rigtigt i gang, da Raffinaderiet blev bygget først i 60-erne.
Da fulgte firmaet opførelsen med en månedlig fotografering til alle 4 verdenshjørner. I begyndelsen fra et til formålet opført trætårn, senere fra de forskellige tankes tag.
Det stod på et par år, så det var fast arbejde. Der kunne så afleveres en mappe med store billeder, da det hele var færdigt.
I forbindelse med byggeriet var der en del af de overordnede fra Amerika, der bosatte sig i byen en årrække. Det gav anledning til at få sit engelske ”opdateret”!
Adskillige havde også børn, der skulle fotograferes, så det gav noget nyt til byen. Mange af dem købte en del fotoudstyr, som de brugte meget *

Ja, og i dag 2012 er det hele slukket og lukket og revet ned **

Der blev også solgt en del spejlreflekskameraer i al almindelighed. Udvalget var måske ikke så stort, som i de større byer, men servicen var i top.
Senere blev det de mindre kameraer, som man kunne have i lommen, og derfor altid have med.

En del blev så kendte, at de blev ”bagdørskunder”, hvilket var til stor hygge og fornøjelse for alle. Var det om formiddagen, var det til et lille glas, og ved 16-tiden kom Mor Tut altid ned med te m.m.
Læsø er og har altid været meget videbegærlig, så med sin tekniske snilde har han prøvet lidt af hvert i sit lange liv.

Mørkekammeret i forretningen blev hurtigt for lille og arbejdsværelset ligeså, så da der var mulighed for at købe garagen, der stødte op til, blev den omdannet til et dejligt, stort mørkekammer, hvor der kunne fremstilles både sort/hvide billeder i alle størrelser, og senere også professionelle farvebilleder, der var taget på atelieret. Kørekort og pasbilleder blev selvfølgelig også klaret professionelt.
De første år kørte Læsø til Nordsjælland en gang om ugen og fotograferede børn i hjemmet. Ugen efter blev de afleveret, og et nyt hold fotograferinger skulle laves i Skælskør.
Efterhånden blev der heldigvis så meget at lave i forretningen hjemme, at de ture måtte droppes; dog var der mange af kunderne deroppefra, der så sendte deres egne film til Skælskør for at få dem fremkaldt og kopieret i Skælskør.
Der var også et par kiosker i byerne deroppe, der var indleveringssteder for filmruller. Nogle købte også den nye film med, når de nu alligevel modtog deres billeder.
Så blev der lagt et girokort ved, så de kunne betale på posthuset. Ja, sådan var det dengang!
Dengang var det heller ikke ualmindeligt, at avisen sendte bud efter en fotograf, når deres egen var andetsteds. Også politiet sendte af og til bud efter en fotograf.

Der blev fotograferet til afdansningsbal, hvert par for sig; og når der var Børnefugleskydning blev hele rækken af de festklædte børn fotograferet. Så var der travlhed om aftenen/natten med at lave billeder, nummerere og klæbe på store ark karton, som blev hængt op i butiksvinduet, hvorfra folk så kunne bestille de ønskede numre, hvor deres børn var med. Det var en travl tid!
De børn, der til Børnefugleskydningen var udtaget til æresgarde, pager og lignende kom også tit på atelieret og skulle have et rigtigt billede! Det var gode og sjove tider!

Læsø blev hurtigt accepteret i byen, kendt for sin faglige dygtighed, store tekniske snilde, hjælpsomhed og venlighed! Sterling Foto udviklede sig hurtigt!

Omkring 1960 kom farvefotografien til landet for amatørfotografer og gjorde fotoartikler til populære varer, fotografering blev en hobby for de mange. Der var vel også ved at komme flere penge mellem hænderne på folk?
På den tid samledes en del også i fotoklubber, for på den måde at udveksle erfaringer og gode ideer, også det nød firmaet godt af, og en overgang blev møderne holdt i baglokalet.

På atelieret blev der nu også taget billeder i farver
I begyndelsen blev de sendt til et farvelaboratorium, bl. a. Gabs i Tønder, men senere blev de fremkaldt hjemme i farvemørkekammeret, tit ud på de små timer, når butikken var lukket, for man kunne ikke forlade processen i utide. Senest blev de sendt til Bonde-Hansen i Ringe, som lavede de bedste billeder i Danmark.
Alt det kunne Læsø selvfølgelig ikke klare alene, han havde både medhjælpere, løse feriehjælpere, og adskillige lærlinge har gennem årene fået deres Svendebrev fra Sterling Foto, efter at have aflagt svendeprøven på Teknologisk Institut i København, hvor fagskolen lå.

1980-1990 skete der en hel masse inden for fotobranchen
Efterhånden, som forretningerne skulle være større, for at man kunne leve af dem, blev de små nedlagt eller lagt sammen, således også fru Jensens, som i mellemtiden var blevet handlet til ”Mor Doris”. Hun kaldte butikken ”Garnnøglet”. Det var i 1987. Nu blev væggen brudt ned, og Læsø udvidede forretningen til det dobbelte og fik et rum til de nye fremkaldemaskiner, samtidig med, at der blev lavet, så man ikke skulle gå gennem atelieret for at komme i butikken. Det var en god idè og sådan fungerede det i en del år. På det tidspunkt, hvor de to forretninger var blevet slået sammen, var der også frigivet de tilhørende lejligheder i huset, så nu havde Læsø ½ hus, d.v.s. alt, hvad der var på højre side af porten fra kælder til kvist.
Det fungerede rigtig godt i en del år. Der var nok at se til.

I 1991 kom sønnen Jan med i firmaet. Han kom fra en stilling hos Fona i Slagelse, hvor han bl.a. havde fået et indgående kendskab til videobranchen. og da han er opvokset med et fotoapparat i hånden, vidste han, hvad han gik ind til.

Der blev anskaffet et minilaboratorium, en fremkalder- og billedmaskine, der kunne indeholde fem film og lave 400 billeder i timen, yderligere billedapparatur til billedkopiering, som også kunne lave billeder efter dias.
En anden maskine kunne lave indeksprint, d.v.s. alle filmens billeder på et billede i 10 x15 cm., så kunne man selv senere vælge derefter. På det tidspunkt benyttede man sig også af de muligheder, der var med P.C. en.
Da ikke man lavede amatørbilleder med forstørrelsesapparatet mere, men kun når det var forstørrelser, blev en del af positivmørkekammeret indrettet som videoredigeringsrum.
Man kunne lave billeder fra sine videoer, lysbilleder og smalfilm, og det hele kunne overføres til video. Der kunne lægges tale og musik på, Ja, der var næsten ingen grænser! Kunderne kunne også leje sig ind og selv udnytte al udstyret. Nogle ønskede dog tit lidt hjælp.
På et tidspunkt begyndte man også at sælge ure i Sterling Foto. Det var efter at urmager Erik Jensen havde lukket, og hans butik var inddraget til konditori sammen med bagerbutikken.

Kælderen under forretningen er svær at beskrive, så udenforstående kan forestille sig dens rummelighed. Foruden negativmørkekammer og skyllerum, var der også negativarkiv, ramme/og glaslager.
Når kunderne kom med en ramme, der havde været en tur på gulvet, og glasset var knust, kom man til Sterling foto, og Læsø skar et nyt glas, mens kunden ventede, billedet blev sat i, og så var den sag klaret!

Et andet rum i kælderen var ”Mesters Værksted”.
Der blev der fabrikeret alt fra finurlige juleudstillinger til reparationer af alt til huset, og hvad venner og bekendte ikke selv kunne klare. Kom en og manglede en speciel skrue eller lignende, blev det som regel også klaret til stor glæde for begge parter.
I et andet kælderrum stod alle de kemikalier, som skulle bruges, når der skulle blandes forskellige fremkaldere, forstærkere, toner og meget andet. Det var spændende!

Læsø havde i mange år, også før han kom til Skælskør, lavet en anden slags fremkalder! Siden 1948 har han brygget vin af forskellig slags, men den bedste er den gamle Solera, som til stadighed bliver opfyldt, og stadigvæk smager næsten ens. Det er en kunst. Der findes stadig ”en sjat” af den gamle vin, som bliver nydt af venner og bekendte.

På et tidspunkt syntes Læsø imidlertid, at det var tid at stoppe! Jeg tror, det var 2001, han solgte forretningen til Michael Rasmussen, der havde forretning i Næstved. Selv blev de boende ovenpå et stykke tid, til hele huset blev solgt. Derefter købte de et parcelhus på Elmevej nr. 7, hvor de kunne nyde deres otium med have og blomster og ingen trapper, (selvom Læsø savner trapperne for motionens skyld)

Efterskrift

Fru Læsø, MorTut, døde i 2009, Ove Læsø i 2012.

Kommentarer Gregers Mansfeldt:
*) Flere af de amerikanske tilflyttere anskaffede sig Leica-udstyr i de år, Leica M2 og M3 plus objektiver. Jeg husker et efternavn som Schoenemann, Schoeneman eller Schonemann. Han var ingeniør og kom tit i butikken og snakkede Leica og kiggede i prislister. Ikke for at sammenligne priser med andre fotohandleres, for de var faste dengang, men for at se, hvor meget, dette eller hint objektiv eller andet udstyr kostede. Butik valgte man ikke efter pris, men efter udvalg og service. I Sterling Foto havde man en fin kasse eller kuffert med diverse Leica-ting til en formue. De lå i bordeaxrødt fløjl. Om Læsø havde investeret i den, ved jeg ikke. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at importøren, Noco, havde stillet den til rådighed i kommission.
Leica - og sikkert tyske kameraer i det hele taget - var tilsyneladende billigere i Danmark end i USA på det tidspunkt. Dengang var - lidt endnu - Tyskland verdens førende fotoland. Men japanerne stod parat i kulissen for, i løbet af no time derefter, at erobre markedet og lægge tysk fotoindustri i ruiner. I Sterling Foto havde man allerede Asahi Pentax i sortimentet. Det blev verdens mest solgte spejlreflekskamera gennem mange år. I Sterling Foto sogte de derimod aldrig det tilsvarende tyske Edixa Reflex, til trods for, at importøren, BICO, var det firma, hvor den i Sterling Foto uden undtagelse mest velkomne sælger, Neesgaard (hvad mon han hed til fornavn?) kom fra. Her gik professionalisme frem for relationer. Den, der havde haft lejlighed til at stå med begge kameraer i hånden, kunne heller ikke være i tvivl om, at die Pentax die Nase vorn hatte, som tyskerne have sagt, hvis det altså ikke lige havde drejet sig om egen overlevelse.

**) Der refereres til olieraffinaderiet og det samtidigt opførte SEAS kraftværk. I mange år kunne man, når man fx kørte fra Slagelse mod Skælskør, se "den evige flamme" oplyse himlen over raffinaderiet på Stigsnæs. Kuwait Petroleum Corporation slukkede flammen i 1997. Tilbage er olietankene, der stadig anvendes. Stigsnæsværket, der var nabo til olieraffinaderiet, lukkede i 2012. Den halvt-år lange Golf-krig 1990/91 havde givet skår i olieforsyningen og var indirekte medvirkende til beslutningerne om at lukke først raffinaderiet, senere kraftværket, der i mellemtiden var blevet ombygget fra el- til kulkraft!