Småt og lidt større

Indhold

Ny farve på væg

DAB - Det bedste ved nye biler

Mørkekammer og Beethoven

Sanser

En lille Folkevogn og en stor SAS Caravelle

For 33 år siden - Første cd

T eller ej, lige fedt

Ord.

Forsinket nekrolog

Symbolet på Skotland

Specialist?

Farligt eller hvad?

Lidt anderledes.

Barcelona - start hellere i H&M.

Ting ændrer sig.

Første sne.

Bevar dog.

Morgentur.

A-menneske.

Man får, hvad man betaler for - eller?

Det er Simcas skyld.

Den dårlige og den gode sælger.

En af de bedste romaner - har jeg hørt.

Denne side,
Småt og lidt større,
startede i 2008, mens jeg stadig gik på arbejde.
Den var et blog-lignende, selvstændigt appendix til min oprindelige hjemmeside, gregm.dk., og den hed
Så er det sagt.

Dengang brugte jeg den en del, når nu noget lige var faldet mig ind – i stedet for at skrive det på Facebook eller andre sociale medier.
Men da jeg så fik mere tid til at skrive på den, gik den i glemslen. Eller der blev mindre, der faldt mig ind.

Nu tager jeg den op igen og håber, den i sine nye rammer får meget mere liv.

Den bliver simpelthen en del af ”Så er det sagt”, der erstatter gregm.dk.

Og det gamle tager jeg med over.

20.08.2019
Gregers Mansfeldt

Foranderlig, men lille verden

Onsdag, den 6. september 2023

Nedlæggelsen af Skælskør skole fik mig i går til at tænke tilbage. Hvad med de adresser, hvor jeg har haft min gang og mit virke? Samtidig blev jeg klar over, hvor mange ting, der i mit arbejdsliv indirekte har knyttet sig til hinanden med skiftende venner og fjender.

Praktisk talt er alle de steder, hvor jeg har fået undervisning eller har arbejdet, forsvundet eller har fået ny adresse.

Mit gamle gymnasium i Herrestræde i Slagelse er fortid. De gamle bygninger, hvor vi havde klasse, er revet ned, og den i 1961 helt nye fløj er blevet til Slagelse Teater. Gymnasiet ligger et helt andet sted i byen.

Handelshøjskolen findes ikke mere på Julius Thomsens Plads, i øvrigt heller ikke mere som navn. Da jeg startede i 1964, havde Handelshøjskolen i København langt under 1000 studerende, men skolen var i stærk vækst. I dag har Copenhagen Business School, CBS, der i snart mange år har været beliggende Solbjerg Plads 3 på Frederiksberg, omkring 21.000, der er i gang med en uddannelse. Bygningen på Julius Thomsens Plads er overtaget af Niels Brock, der i forvejen ejede Købmandsskolen ved siden af.

Wella-København Effektona-Kosmetik A/S er forsvundet fra Øster Søgade 32. Fabrikken, Nordabel A/S på Nøglegårdsvej i Vassingerød er lukket.

Den dengang tyske, familieejede hårkosmetikvirksomhed med hovedsæde i Darmstadt, nord for Frankfurt am Main og med filialer i 120 lande, blev senere solgt til Cogate-Pamolives store konkurrent på mange markeder, amerikanske Procter & Gamble. P&C solgte i 2015 virksomheden videre til ligeledes amerikanske Coty Inc., som også ejede Clairol, der tidligere havde opkøbt danske Carmen Curlers. Wella og Clairol er senest, efter at være blevet overtaget af et amerikansk investeringsselskab, KKR, blevet lagt sammen i et nyt firma, Wella AG i Geneve, Schweiz. Bygningen, Øster Søgade 32, hvor Wella på 1. sal til venstre og ned ad Rørholmsgade havde kontorer og hårstudie og i stueplan lager, ligger der endnu. Danske Wella bor i Brøndby.

A/S Galle & Jessen på Vibenshus Runddel, Lyngbyvej 2-8 er væk. G&J blev i 1971 opkøbt af sin største konkurrent, Toms Fabrikker i Ballerup. Indtil 2009 var Galle og Jessen et selskab under Toms, i dag eksisterer navnet kun på pålægschokolade og Ga-Jol.
Hvor hovedkontoret lå, med langsiden mod Jagtvej, ligger i dag et højt kontorhus, oprindeligt opført til IBM. På skorstenen dansede i mange år chokoladefrøer i blå neon.

A/S Remedia, datterselskab af medicinalvirksomheden Ferrosan, Hovedvejen 3c i Glostrup, eksisterer ikke mere. Den ophørte tilsyneladende samtidig med, at Novo i 1986 opkøbte Ferrosan og derefter nedlagde adskillige Ferrosan-virksomheder.
De røde murstensbygninger, der er tættest på banen, og hvor jeg i januar 1972 fra mit kontor så damptoget med Kong Frederiks kiste køre forbi mod Roskilde, er blevet malet brungrå. Nye bygninger bagved spærrer for udsynet til banen.

Colgate-Palmolive A/S med hovedkontor og stor fabrik for hele Skandinavien på Smedeland 8 i Glostrup var i 70erne Danmarks største reklamekøber. Den er reduceret til kontorer i Virum. Mange produkter er forsvundet fra markedet. Den gamle hovedbygning på Smedeland har fået nye ejere eller lejere.

Nestlé Nordisk A/S er flyttet fra Masnedøgade 20 til Kay Fiskers Plads og hedder Nestlé Danmark. I min tid havde den heller ikke noget med de andre skandinaviske lande at gøre, kun navnet antydede noget mere. Indgangen til Masnedøgade 20 er ny. Ellers ligner bygningen sig selv.

I Vevey ved Genevesøen, hvor Nestlé har hovedkvarter, er bygningen den samme, som da jeg kom der, kan jeg se på Google. Nestlé kæmpede med Unilever, som også var hovedkonkurrent til Colgate-Palmolive, om at være verdens største fødevarevirksomhed. Nestlé løb af med sejren. Nestlé har world wide 340.000 medarbejdere. Nestlé ejer desuden næsten 30% af aktiekapitalen i kosmetikfirmaet L’Oreal S.A., som i min Wella-tid var Wellas største konkurrent. Ifølge Wikipedia styrer storaktionæren Nestlé, sammen med et barnebarn til grundlæggeren af L’Oreal, den franske virksomhed. Som chokoladeproducent var Nestlé også konkurrent til Galle & Jessen.

De Berlingske Ugeblade, Møntergade 4, blev i 1987 solgt til ærkefjenden Aller Press A/S i Valby og fik selskabsnavnet Bladforlaget af 1. oktober 1987. Redaktionen for Søndags-B.T. flyttede efterfølgende i januar 1988 fra hyggelige lokaler i Ny Østergade 5 til Vesterbrogade 16 sammen med Billed-Bladets redaktion og folkene fra Møntergade. Et par år senere flyttede de videre til den da ophørte Aller-virksomhed Bianco Lunos fraflyttede domicil over for Politigården.
Aller Press, der nu hedder Aller Media, fik, samtidig med at jeg gik på pension, nyt hovedsæde på Havneholmen i København.
I Valby-tiden kunne Aller på en god uge sælge en million ugeblade til de blot 2,7 millioner danske husstande. På Havneholmen, antager jeg, er oplagene mellem en tredjedel og halvdelen. Jeg ved det ikke, for da det blev slemt, afskaffede bladhusene den statskontrollerede oplagskontrol, som om det skulle blive bedre af det. Først iPad‘en, senere smartphonen blev en hård og ubarmhjertig konkurrent til de trykte medier, også på verdensplan.
Vigerslev Alle 18 i Valby huser i dag Hotel- og Restaurantskolen, HRS.

Bianco Luno trykte i 60erne de lærebøger, der brugtes på Handelshøjskolen.

Som aftenunderviser på Niels Brock har jeg haft mange arbejdspladser, for Niels Brock lå spredt ud over København. Trekronergade i Valby er historie. Det samme er Glentevej i NV, Nyrupsgade ved Vesterport og Kultorvet. Tilsyneladende er det kun i Nørre Voldgade, hvor Niels Brock i dag har hovedkontor, at institutionen og jeg stadig har en fælles fortid. Men så er der jo siden kommet den gamle Handelshøjskole til, og med ca. 21.000 på vej mod en uddannelse er Niels Brock den dag i dag en sværvægter.

Også Undervisningsministeriet, hvor jeg som fagleder kom, havde igennem de cirka 20 år en del forskellige adresser. Siden har ministeriet jo også fået børn som ressortområde.

”Hvad, hvis vi gav bagvæggen i soveværelset en ny farve?”

Fredag, den 1. oktober 2021

Spørgsmålet kom fra Lisbeth onsdag aften, og vi havde lige set Kender du typen med et flot hjem med flere farver på væggene. Det med, at ikke alle fire vægge behøver at have samme farve, er ikke nyt for os.
I vores allerførste hjem på Kirkevej i Ordrup i 1966 malede vi den ene langvæg, der dannede baggrund for en hvidmalet træreol med arbejdsbord ud fra en af de fem 80 cm brede sektioner uden bagbeklædning, ørkenrød. De tre andre vægge var ganske svagt gule.

I køkkenet i vores hus i Søllerød var bagvæggen til at starte med mørk bordeaux, senere blev den brun, for derefter i mange år at være hvid som resten af køkkenet og i øvrigt alle vægge i huset. For nogle år siden begyndte vi, primært Lisbeth, igen at lege med farver. Mest med kombinationer af hvidt og forskellige nuancer af blåt. Men med soveværelset, der ikke har været hvidt på noget tidspunkt i de 49 år, vi har boet i huset, var det anderledes. Det er svagt rødligt, og i en farve, der ikke ville harmonere med blå.

”Ja, hvorfor ikke”, svarede jeg. ”Det kan vi da godt.”

Vi gik derefter i gang med at snakke mulige farver. For at skyde os ind på en løsning fandt vi bøger og tøj, som vi holdt op på væggen. En eller anden reference var vi nødt til at have med til malingbutikken. Skjorter, shorts, Lisbeths nederdele og skjorter, en af mine kilte, alt med farvenuancer, der kunne være relevante. Vi endte op med en af Lisbeths skjorter og fandt med den i hånden i går formiddags i en Flügger-forretning frem til en farve, der matchede. Den fik vi så blandet, og sidst på eftermiddagen gik jeg i gang med at afmontere væglamper og en hylde, lave afdækning af hjørner, lofter, gulvpaneler og vægkontakter og begyndte derefter at male kanter. Lisbeth tog sig af resten med rulle. Efter aftensmaden og næstsidste afsnit af parrene, der er blevet gift ved første blik og ikke kan finde ud af det sammen og måske heller ikke hver for sig, malede jeg anden gang.

På det tidspunkt stod det klart, at farven ikke var den, vi havde bedt om. Den var meget mørkere, og mere brun. Farvemanden havde heller ikke virket, som om han var helt på toppen. Men det er en anden historie. Det gode: Den farve, vi fik, var bedre end den, vi havde bestilt. Også i dag, i dagslys.

DAB - Det bedste ved nye biler

Fredag, den 1. oktober 2021

Biler bliver hele tiden bedre. Det, der for fem år siden kun fandtes mod ekstrabetaling på de dyreste mærker, er i dag gratis i husholdningsbiler.
Fx automatisk nødbremse og lane assist, der nærmest styrer bilen og i mit tilfælde i en sådan grad, at jeg cirka hvert femte minut får en lydlig reminder og en information på displayet foran mig, som opfordrer mig til at overtage styringen. Det kræver et par vrid i rattet for at få beroliget bilen og overbevise den om, at jeg ingenlunde er faldet i søvn. Men hvorfor gribe ind i noget, der kører godt?

Lisbeth får aldrig påmindelsen. Hun styrer åbenbart mere end jeg.

Men hvor meget, jeg end sætter pris på styrehjælpen og så meget andet, er der én ting, jeg virkelig kan lide ved nye biler: De har fået DAB-radio. Men er lyden bedre? Det strides de kloge om. Det vigtige for mig er, at DAB-radioen kan modtage P2.

I november 2011 forsvandt P2 fra FM-båndet, tvunget af politikere, der ønskede at begrænse DR. De havde naturligvis naivt håbet, at DR ville fjerne P1. Det gjorde de ikke. Jeg havde håbet, at de i alsidighedens navn – public service-forpligtelse - havde valgt P3, for P3’s programflade ligner NOVA FM og Radio Voice og et hav af lokalstationers til forveksling - synes jeg. Men DR forviste P2 til DAB-båndet, som de færreste kunne høre og slet ikke i en bil. På P2’s plads kom Radio24syv, som også blev for farlig for nogle og derfor blev ”tilbudt” at blive en DAB-kanal. Ind på FM-båndet kom så Radio Loud, som er ganske ufarlig – og som ingen gider stille ind på.

Men siden 19. maj sidste år har jeg igen kunnet høre klassisk musik i bilen i dagtimerne. Men det er Skodas skyld. For vores Kamiq har indbygget DAB+ radio. Og det er heller ikke længere noget specielt, for fra 1. december 2020 år SKAL alle nye biler iflg. et EU-direktiv have DAB+ radio, så mon ikke P2 langsomt får lyttere igen?

I øvrigt er det lidt af et under, at 95% af danske bilister overhovedet kan høre radio i bilen. Regeringen var nemlig fast besluttet på at nedlægge FM-båndet i 2021, koste, hvad det koste ville. Og det ville have kostet. Det ville have krævet bilisterne et milliardstort beløb til investeringer i nye bilradioer, hvis der ikke skulle herske stilhed i bilerne, uden musik, uden farlig eller dum tale, uden trafikinformationer.
Det sidste overbeviste regeringen om, at man trods alt nok burde lade FM overleve en tid endnu. Trafikinformationer er nyttige. Og frem for alt ufarlige.

Mørkekammer og Beethoven

Torsdag, den 30. september 2021

Det må have været i 1962. I den første del af året. Præcist ved jeg det ikke. Og jeg kan ingen steder finde nogen dokumentation for det, men skulle man også kunne forvente det, når det er omkring 59½ år siden?

Jeg bygger det på følgende: Jeg fik i julegave 1961 mit første forstørrelsesapparat, et tjekkoslovakisk Opemus til 6x6 negativer. Endnu havde jeg ikke noget 6x6 kamera, men det kunne klare fem mindre formater, herunder 24x36 mm. Jeg havde nok i det sidste.

For at bruge det skulle jeg imidlertid have et mørkekammer, men det var så heldigt, at der på førstesalen i mine forældres hus kun var mit værelse og så et stort loftsrum, som nu skulle udnyttes. Ud af det blev der en gang, med vist nok nogle indbyggede skabe til venstre, til højre et mørkekammer uden vindue og for enden af den nye gang et stort nyt værelse til mig. Mine forældre flyttede derefter fra deres soveværelse i stueetagen til mit gamle værelse. Og soveværelset blev til en udvidelse af stuen, der i forvejen var pænt stor. Dette må have taget nogen tid, og det hele blev lavet om aftenen af min morbror Holger, der var tømrer. Og selvom han var hurtig og god til sit fag, er det antageligt, at det ikke har stået færdigt før engang i februar. Og hændelsen, jeg vil berette om, skete ikke lige efter, at jeg havde taget det i brug. Omvendt kan det ikke have været senere end i maj, hvor min gymnasieklasse (Slagelse Gymnasium) var i København, og hvor jeg oplevede min første opera, La Boheme, på Det kongelige Teaters gamle scene, og hvorefter det virkelig tog fart med opera og klassisk musik i det hele taget. Så april 1962 er nok et realistisk bud.

Således tidsmæssigt indsnævret kan jeg gå til sagen. Jeg var på mit elskede mørkekammer med gulligt mønstret tapet mellem to langborde, fastgjort til væggene. På bordet ind mod mine forældres soveværelse stod forstørrelsesapparatet med klaprammen til at holde fotopapiret plant, slukuret til at styre belysningstiden med, æsker med fotopapir og negativalbummet ved siden af. På den modsatte side var der de tre obligatoriske skåle. Til fremkalder havde jeg valgt en grøn, til stoppebadet en gul og til fikseren en rød. De tre farver fulgte mig i den rækkefølge, så længe, jeg lavede billeder. Mit sidste i 1987, bortset fra nogle få i 1991 i forbindelse med vores sølvbryllup. Ud over skålene var der en spand med vand til de færdigtfikserede billeder, så de senere kunne komme til skylning i køkkenvasken.

Og så helt henne i hjørnet ved den brune dør – nye døre var brune - havde jeg anbragt vores transistorradio, en bleggul sag af mærket Superphone. Den havde langbølge, mellembølge og kortbølge, men ikke FM. FM var i 1962 for moderne for de fleste. Så lyden var alt andet end god lyd.

At det var en torsdag aften, ved jeg med sikkerhed. For der var torsdagskoncert, og en sådan havde jeg aldrig hørt før. P3 var fremtid. Radio Merkur kunne ikke høres i Skælskør. Der var Program 1 på langbølgesenderen og Program 2 på Mellembølge, take it or leave it.

Sandsynligvis har jeg i starten haft radioen stillet på Program 1, men fra det kan jeg intet huske, og på et tidspunkt har jeg så nok skiftet til Program 2 med torsdagskoncerten og er blevet der. Trods alt havde jeg lyttet til klassisk musik siden august året før, da det var noget, der hørte til en almen dannende uddannelse, som gymnasiet var.
Og hvor jeg nu egentlig ikke lyttede til musikken, hørte jeg den alligevel og mærkede, hvordan den trængte sig ind, mens jeg i skæret fra to orange mørkekammerlamper på væggene belyste prøvestrimler, fremkaldte dem, vurderede dem, justerede belysningstiden, ofrede hele stykker fotopapir, fremkaldte, lagde i stoppebad og lavede nye prøvestrimler og billeder, og der efterhånden blev ophobning i den røde fikserskål og vandspanden. Da den sluttede klokken 22, og jeg fik at vide, hvad musikken hed, havde jeg dybt ind i sjælen fået en uforglemmelig oplevelse, som jeg stadig her i 2021 kan genkalde mig i detaljer. Det var Beethovens 5. klaverkoncert, også kaldet Kejserkoncerten. Da den første gang blev opført i Wien i februar 1809, syntes kritikerne ikke om den. I dag er alle, der bryder sig om klassisk musik, enige om, at det er et af de absolutte storværker. Og det kan jeg skrive under på. Fyrre minutter. Selv på en gammel transistorradio på mellembølge en oplevelse. I dag kan det kun blive bedre. Og således kan musik blive en øjenåbner, eller det bedre at sige en øreåbner?

Grunden til dette: Den blev omtalt på P2 engang i sidste uge, og de indledende takter bliver ved med at komme tilbage i mit hoved. På en god måde.

Sanser

Torsdag, den 26. september 2019

I lysningen mellem gran- og birketræer, hvor jeg tit går morgentur med Tio-hunden, er der i disse dage hele kolonier af røde, umådeligt smukke svampe. Nogle er helt intakte, andre er der tilsyneladende bidt af. Af hestene, der græsser der, sandsynligvis. Deres maver kan forhåbentligt tåle det, vores med sikkerhed ikke.
Indholdet står ikke mål med udseendet. Skinnet bedrager.

Men så har vi også det, at man ikke skal skue hunden på hårene.
Det gælder vel det modsatte, at selvom noget er grimt udenpå, kan det godt rumme noget fint indeni. Og det grimme kan jo i princippet være mange ting, ting fx, en emballage eller en butik, men nok snarere mennesker og dyr.

Begge vendinger har noget med synssansen at gøre, men der er jo også høresansen. Med det lokkende, forlokkende, som i Heines digt, Die Loreley. Hun er smuk at skue, Loreley, når hun, siddende på klippen i aftenenes sidste solstråler, dér hvor Rhinen drejer, kæmmer sit gyldne hår. Men mest af alt er det hendes sang, der får skipperen i båden til at glemme tid og sted og bringer ham i ulykke.

Ich glaube, die Wellen verschlingen
am Ende Schiffer und Kahn;
und das hat mit ihrem Singen
die Lore-Ley getan.

Her er det bedste, jeg kan finde på, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører. Men der kan sagtens være noget, der er mere rammende.
Og så er der jo de øvrige sanser, føle og lugte og smage. Der er sikkert også noget, der beskriver dem.
Og hvad med den sjette sans?

Gå til indhold

En lille Folkevogn og en stor SAS Caravelle

Onsdag, den 25. september 2019

Jeg er en samler og en gemmer. Ikke, at jeg ikke smider ting ud, for det gør jeg. Men måske ikke så meget som andre. Og jeg elsker reoler, for hvor kan de dog rumme meget. Og hvor kan noget af det, der står i dem, sætte tanker i gang. For hvordan var det nu, det var? – som en tv-serie fra vist dengang, vi kun kunne se DR, hed.
For nogle dage siden stødte jeg på en instruktionsbog, ”Udgave august 1967 for VW 1200 – VW 1300 - VW 1500 Limousine og Cabriolet.”, som der står på side 1.

Det er over 50 år siden, og man sagde Folkevogn eller VV, ikke Volkswagen, som ganske vist betyder Folkevogn, men som i hvert fald på dansk ikke lyder helt så fancy som Volkswagen.
Og hvad så? Det vil sikkert mange mene. Og det er da også forfærdeligt længe siden, så længe, at de færreste danskere var født dengang, og endnu færre kan huske, hvordan det var. Men jeg er gammel nok. Og ikke for gammel. Til at huske. Og biler var noget ganske andet for fem årtier siden end i dag, og jeg synes, det er ganske sjovt at se tilbage på, hvor lidt, man klarede sig med dengang.

Instruktionsbogen hørte til den sandfarvede VW 1200 årgang 1968, som Lisbeth og jeg købte i foråret 1969. Den havde på blot et år kørt omkring 15.000 kilometer, hvilket efter datidens målestok var en del over gennemsnittet. Prisen var 15.000 kroner, og dermed mindre end et par tusinde under dagens nyvognspris, men lidt havde også ret.

Og hvilken bil? Det var Danmarks mest solgte. Den havde motoren bagi, og den var ikke kølet med vand, som alle biler er det i dag, men med luft.
Der var ikke sikkerhedsseler, men de kunne eftermonteres både for og bag. Det gjorde, som vi, de færreste. Og havde vi gjort det, skulle vi, hver gang, vi brugte dem, have indstillet dem, for rulleseler var ikke på markedet endnu.
Der var kun udvendigt sidespejl i venstre side. For det var lovpligtigt. Man kunne godt få et i højre side, men det var der ikke mange, der brugte penge på, heller ikke vi. Det venstre spejl og den diminutive bagrude var tilstrækkeligt, syntes vi.
Da bilen var todørs, skulle forsæderyglænene naturligvis kunne vippes frem, for at man kunne kante sig ind på bagsædet. På model 1300 og 1500 var der en låsemekanisme i forsæderyglænene, men ikke på 1200. Skulle der være nogen på bagsædet, og skulle man støde ind i noget, ville man i bogstavelig forstand få vedkommende i ryggen eller nakken. Og overkanten af den lille forrude var man næppe mere end 30-40 cm fra på forsæderne.

Aircon var der selvfølgelig intet af. Det fandtes kun på amerikanske biler, men ikke engang et luftindtag havde man spenderet på den billigste VW. Luft fik man gennem ”ventilationsruderne”, der kunne vippes ud i fordørene. Gjorde man det, kunne motoren med garanti ikke længere høres, men det var trods alt et dårligt bytte.

Værre var det dog, at der ikke var nogen benzinmåler. Det var der endelig kommet i 1300 og 1500. Til gengæld var der et lille håndtag under instrumentbordet til højre for speederfoden. Det kunne åbne for en reservetank.

I instruktionsbogen lød det således:

”Hvis motoren begynder at hakke på grund af benzinmangel, bedes De dreje armen til højre – der er endnu 5 l benzin tilbage. Glem ikke at stille armen opad igen, efter at De har fået fyldt benzin på.”

Så der bøjede man sig altså ned under kørslen for at dreje hanen. Det kunne godt tage nogle sekunder, men når man så endelig havde fået hovedet helt op igen, tog hakkeriet af, og motoren spandt igen lystigt bagude.

Radio havde den ikke. Den var i alle biler dyrt og sjældent ekstraudstyr, men askebæger for og bag (på denne skrabede model dog kun i den ene side) var standard.

Og så havde den havde to bagagerum, et foran, der hvor motoren skulle have været og et mellem bagsæderyglænet og motoren. Begge små og ret ubrugelige.

Men hvad har det så med SAS Caravelle at gøre?

Jo, vi fik Folkevognen et lille halvt år før, jeg prøvede at flyve for første gang. Det var den 7. oktober 1969, altså for 50 år siden. Jeg skulle sammen med tre kolleger fra Galle&Jessen til Anuga-messe i Köln (messe for sukker- og fødevarer) for at få gode ideer, og vi skulle flyve til og bo på hotel i Düsseldorf. Flyet var en SAS Caravelle, et endnu top moderne jetfly med plads til 72 passagerer. De store motorer var placeret bagerst på skroget, nærmest lige bag mit sæde. Og da SAS Caravellen så tordnede ud ad startbanen, og jeg var på vej til Anuga, ja da var lyden grangivelig, som når Fokevognen accelererede. Og det var egentlig ganske betryggende. Men selvom lydbilledet var det samme, gik det meget hurtigere i Caravellen.

Mon ikke 0-100 i Folkevognen varede omkring trekvart minut? 0-80 tog i hvert fald 18 sekunder iflg. instruktionsbogen. 34 HK ydede motoren. Alligevel kørte den kun 13 km pr liter, men det var godt dengang. Topfarten var beskedne 115 km/t, og nærmede man sig den, skulle der passes gevaldigt på, for bilen var ekstremt sidevindsfølsom. Som bekendt blæser det altid i Danmark, og for 50 år siden var det ikke spor anderledes.

Men den var bundsolid, Folkevognen, og mon ikke det var grunden til, at den var Danmarks mest solgte bil i årevis? Trods alle dens åbenlyse og kendte mangler.


Gå til indhold

For 33 år siden - første cd

Tirsdag, den 24. september 2019

For tæt på 33 år siden købte jeg vores første cd-afspiller. Det var i 1986, den 19. november, tre år efter at rivalerne Sony og Philips i fællesskab havde sat standarden. Afspillerne havde i 1983 kostet omkring 10.000 kroner, men priserne var begyndt at falde kraftigt, og den formiddag så jeg i B.T. en helsideannonce fra Fona med blandt andet en Philips, der havde klaret sig fint i test, og som nu kun kostede omkring 2.500 kroner.

Jeg ringede straks til Lisbeth, som også syntes, det kunne være en god ide med sådan en i hjemmet, og på vej fra mit kontor i Berlingske til redaktionen for Søndags-B.T., ugebladet, som jeg dengang var marketingchef for, var jeg et smut forbi Fona 2000 i Østergade, for blot at erfare, at afspilleren allerede var udsolgt.

Men nu skulle det være, og det skulle være præcis den afspiller. Jeg ringede derfor rundt til forskellige butikker (der var ikke Internet), og hos Fredgaard på Østerbrogade havde de en til samme pris. Den fik jeg reserveret og tog efter arbejde med bussen ud til hjørnet af Østerbrogade og Strandboulevarden. Klokken havde passeret 17, og det var i de tider, hvor der var en streng lukkelov, der påbød detailforretninger at lukke senest klokken 17.30. Og så var det ikke den Fredgaard, men en, der lå en kilometer længere ind mod centrum, ved Trianglen. I løb nåede jeg indenfor seks minutter, før kasserne skulle gøres op. Jeg fik min afspiller, og jeg klarede på to minutter at vælge min første cd, Beethovens klaverkoncerter nr. 1 og 2 med Martha Argerich ved flygelet og Giuseppe Sinopoli foran Philharmonia Orchestra. En cd kostede 185 kroner.

Det var min tanke, at jeg blot skulle have de store klassiske hovedværker på cd og så ellers bruge grammofon og båndoptager. Men klangen var så meget bedre, at grammofonen og båndoptagerne snart forsvandt ud af stuen. Et år efter, da jeg havde fået samlet 49 cd’er, blev de stjålet. De fleste genanskaffede jeg, og der kom mange hundrede oveni. Ved de to efterfølgende indbrud i 2014 og 2016 fik jeg lov til at beholde dem. De er ikke eftertragtede som dengang. Men lyden er stadig uovertruffen.

Den første Fredgaard er blevet til Babysam. Den anden først til Fona og senest til Elgiganten, ligesom Fona 2000 i Østergade. Nu må de holde åbent lige så længe, de lyster, men ingen af dem sælger cd’er.

Gå til indhold

For Google er et t mere eller mindre i et ord lige fedt.

Fredag, den 30. august 2019

Google kan være en stor hjælp, fordi den korrigerer vores søgninger, fx når vi staver forkert eller ikke ved, hvad et ord eller et navn præcist hedder. Men det kan også være irriterende. Det er det i mit tilfælde, hvor jeg ene mand er oppe mod en hel by.

Det er ikke, fordi det er nogen stor by. Snarere er den temmelig lille. Mindre end 9.000 indbyggere har den.
Den ligger syd for Harzen i delstaten Sachsen-Anhalt, dvs. i det tidligere Østtyskland. Og der et slot oppe over byen, fordi den engang var centrum for et lille grevskab af samme navn.

Den har gjort sig bemærket ved især at have været Martin Luthers fødeby, og så kæmpede en af greverne, Peter Ernst von Mansfeld med en lille hær af skotske lejetropper i øvrigt sammen med danske Christian den 4. i 30-årskrigen, der som bekendt drejede sig om indførelsen af reformationen (og kongers og fyrsters mulighed for at tage gods og guld fra den katolske kirke). For at gøre forvirringen total, staves hans efternavn i gamle skrifter ofte med et t i enden.

Hvorom alting er, byen hedder Mansfeld. Og i modsætning til andre tyske byer, der bruger domæneendelsen de, har byen Mansfeld endelsen eu. Det ”overruler” hos Google mit mansfeldt.eu. At skrive mansfeldt.eu i Googles søgefelt ender således uvægerligt i mansfeld.eu og den lille by.

Med et link som dette er det nemmest at undgå. Det styrer Google ikke (endnu).
https://mansfeldt.eu

www.mansfeldt.eu virker også, men så kommer du til den ikke-SSL-sikrede version, http://mansfeldt.eu.
Det betyder nu mindre, da jeg ikke vil sælge dig noget og derfor ikke kræver data af nogen art fra dig, hverken følsomme eller ufølsomme. Selv cookies behøver du ikke at tænke på her.
Cookie policy = no cookies.

Vil du se nærmere på Lutherstadt Mansfeld, er dette linket til den: https://mansfeld.eu
Men du kan, som sagt, også bare skrive mansfeldt.eu eller mansfeld.eu. For Google er det lige fedt.


Gå til indhold

Ord

23. august 2019

Det er underligt med ord. Man kan bruge nærmest uendelig lang tid på selv få i en kort sætning. Man kan bytte rundt på dem, man kan finde andre og erstatte de oprindelige. Og hele tiden kan man opleve, at sætningen bliver bedre eller dårligere eller mere forståelig eller det modsatte. Og når man så har flere sætninger, og afsnit...
Og så er der punktummer og kommaer; og de nærmest glemte semikoloner.
Hvorfor bruge tid på computerspil, når man har ordene og sproget at lege og spille med?

Gå til indhold

Forsinket nekrolog

22. august 2019

Thorsøe Foto, fotoforretningen på Finsensvej, som jeg skrev om her den 10. maj 2009 og året før, den 1. juni 2008 lukkede for en fire-fem år siden. En klar fejl var det, at de nye ejere gjorde det umuligt at finde inspiration i vinduerne. Udstillingsvinduerne var erstattet af ruder med triste tilbudsplakater, der forekom for permanente til at virke spændende. Måske har de været bange for ”kunder”, der stjal fra vinduerne, når de var inde i butikken? Eller de syntes, der blev bedre plads i butikken på den måde?

Christina, som jeg også omtalte, forsvandt tilsyneladende allerede med overtagelsen, og sortimentet blev smallere og smallere, fladere og fladere. Nok i takt og tråd med, at omsætningen dalede. Fornemmelsen af god atmosfære var der ikke mere. Derfor var det ikke nogen overraskelse, at den en dag var tom, og at der på ruderne var nye, små plakater fra en mægler, der gerne ville leje den ud.

Somme tider er det kun detaljer, der gør forskellen mellem succes og fiasko. Her nok lidt mere. Skulle jeg have fortalt dem, at de var ved at sætte det hele til? Det var bare så åbenlyst. Og ville de have troet på det, jeg sagde, og måske ligefrem have betalt en skilling for det? Mens de kunne.

Gå til indhold

"Symbolet på Skotland".

Torsdag, den 25. juli 2019

Udtalelsen kom i DR koncerthuset, torsdag den 14. september 2017, og begivenheden ligger derfor næsten to år tilbage. Men i forbindelse med, at jeg lige har re-designet ikilt.dk, hvor jeg tog beretningen med, synes jeg, den også fortjener en plads her.

Min elskede kone skulle være sammen med gamle veninder, og jeg havde samme dag fået fat på en billet til Torsdagskoncerten, på første række og tæt på dirigentpodiet. Ikke, hvad man normalt anser som den bedste placering, men den bedste af den håndfuld, der var tilbage.
Dirigent var den højt estimerede, 90 årige Herbert Blomstedt.

Da jeg satte mig, lænede en mand to pladser længere henne sig forover og sagde: ”Men det er jo simpelthen den perfekte påklædning til i aften!”

Han refererede til min kilt og aftenens program, som var helliget Mendelssohn. Først Hebriderne, derefter en afstikker sydpå med den fjerde symfoni, Den Italienske, og til slut tilbage til Skotland med hans tredje symfoni, Den Skotske.

I pausen fik jeg en del komplimenter og spørgsmål om tartan. Jeg havde valgt en Holyrood.

Da Blomstedt efter pausen havde modtaget et enormt stående bifald fra publikum, kiggede han ned på mig og hilste to-tre gange anerkendende med hænderne, som nu en dirigent kan gøre det. Det blev tydeligvis bemærket af både orkestermedlemmer og publikum, selvom de færreste kunne se årsagen. Derefter vendte han sig mod orkestret og slog an til Den Skotske.

Men dermed var det ikke slut. Da symfonien var til ende, og han for tredje gang var kommet ind for at modtage stående applaus, bøjede han sig, efter at have hilst på orkestermedlemmerne, mod mig og strakte sin højre hånd ned til hilsen.
Jeg gik de en til to meter frem mod ham og rakte hånden op til ham. Da han trykkede den, smilede han og sagde på svensk: ”symbolet på Skotland.”

Derefter var han klar til atter at modtage publikums gunst.

På vej ud til bilen hørte jeg nogle sige: ”Der er manden i kilt”, og en dame, ledsaget af sin mand, standsede mig for at fortælle mig, at hun syntes, min kilt så virkelig godt ud.

Begivenheden er dokumenteret på tv og i radioen. Søndag formiddag blev Torsdagskoncerten, traditionen tro, genudsendt på P2, og ved slutningen undrede kommentatoren sig over, hvad Blomstedt pludselig gjorde og fandt så ud af, at grunden til det var en mand i kilt. Ti dage senere blev Torsdagskoncerten vist på DRK.

Blomstedt fik den aften et bifald, der varede 4½ minut, Og faktisk kan det stadig ses, idet det ligger på DRs hjemmeside.
Og det kan manden i kilt så også, hvis man kigger godt efter.


Gå til indhold

Specialist?

Søndag, 10. marts 2013

I går havde Go’morgen tv så besøg af en specialist, en kvinde, der skulle give sit bud på, hvorfor danskere lever kortere og dårligere end befolkningerne i så mange andre lande, jf. nyeste, offentliggjorte undersøgelse.

Hun gav som eksempel dårlige spisevaner med fastfood, sociale faktorer etc. fra dagens Danmark. Og så opstår jo problemet efter min mening. Hun forklarer noget, hvis årsag med en vis sandsynlighed ligger fx 20, 30, 40, 50 og 60 år tilbage med en nutidig adfærd. Den har ganske givet også betydning, men formentligt først år ude i fremtiden.

Om der kunne være andre faktorer, såsom for sen behandling af sygdomme, dårligere behandling end i andre lande, klima og meget andet, nævnte hun ikke med ét ord. Heller ikke, om vi mon i dag lever mere usundt, end man gør i andre lande, eller – snarere - har gjort det.

Det er da fint, at man, som her eksperten, har en kæphest og rider den. Blot ikke, hvis argumentationen, i iver efter at få budskabet frem, kommer til at savne nærmest enhver snert af videnskabelighed.

Gå til indhold

Farligt eller hvad?

Lørdag, 9. marts 2013

I denne uge fik vi så en lille forsmag på foråret. Det var i onsdags. Sol, vindstille, fuglekvidder og alle stier stort set endelig fri for sne. Endog ganske lunt blev det op ad formiddagen. Selvfølgelig slet ikke som for et par uger siden, da vi var i Australien, men alligevel.

På vej til Dyrehaven gik jeg ad en smal sti mellem Lærkereden – over for Storkereden - og Lundtofte. En ung dame til hest kom mig langsomt i møde. Jeg fortsatte, til jeg var omkring ti meter fra hende. Så standsede jeg, stillede mig op ad hækken og gjorde tegn til, at hun kunne ride forbi. Hun forsøgte, men intet skete. Så vinkede hun mig frem. Da jeg var nået derhen, stoppede hun mig og sagde grinende:

”Jeg tror simpelthen, det er første gang, hesten har set en mand i kilt. Den nægtede bare at gå videre.”

Jeg kiggede nærmere på den. Den rystede lidt og virrede med hovedet. Jeg strøg den et par gange over mulen. Så slappede den af.

Det var ikke en på nogen måde skrigende kilt i røde eller gule farver, jeg havde på, men en i det store og hele ganske diskret kilt med nogenlunde lige dele blåt og grønt og med en tynd orange stribe. Gunn Ancient hedder tartanen til orientering for dem, som det måtte sige noget.

Pigen og jeg ønskede hinanden en god dag. Hesten satte sig langsomt i bevægelse, og jeg fortsatte min tur. Næste gang ved den, at hverken en kilt eller en mand i kilt er farlig. Og det samme gør selvfølgelig også personen oven på hesten.

Gå til indhold

Lidt anderledes?

Lørdag, 9. marts 2013

I går var jeg i Silvan i Gladsaxe. I bygningen ligger en pølsebod, hvor de blandt andet sælger noget, de kalder en amerikansk hot dog. Den vil jeg gerne anbefale. De har også aviser, man kan læse i, og gør man det, har man nærmest retfærdiggjort udgiften til hot dog'en. Jeg læste dagens B.T.
Temabudskabet var, at vi i Danmark ikke længere bliver så gamle som i mange andre lande. Kun en 18. plads rækker det til. De bedste lande skulle være Italien og Spanien. Og Australien. Og Sverige. Nogen stor nyhed kan det vel næppe være. Interessantere var det antal år, man lever godt. Her ligger Danmark også i bund: 68 komma et eller andet. Og så følger åbenbart godt ti år, hvor man lever skidt.

Jeg har nu passeret gennemsnittet for de gode år. Men heldigvis føler jeg mig stadig kernesund. Og sådan må det da gerne blive ved med at være. I nogle tilfælde kan det være godt at være lidt anderledes.

Gå til indhold

Barcelona - start hellere i H&M

14. maj 2009

Lisbeth og jeg har været i Barcelona. For første gang og i en hel uge. Hotellet, Sunotel Central, der lå på den store Gran Via des Corts Catalanes og tæt på universitetet og Catalunya Pladsen, hvorfra La Rampla udgår, var fremragende. Jeg havde fået det anbefalet af min frisør, Bettina, som netop havde været der med sin mand, da jeg en måned før blev klippet.

Det var lettere at finde gode spisesteder end dårlige, og til med var priserne lavere end i de fleste byer i Europa. Positivt var også, at så mange taler eller i hvert fald forstår engelsk. Her kunne franskmænd og italienere virkelig lære noget.

Barcelona er også en spændende by at gå rundt i. Der er selvfølgelig Gaudis særprægede bygninger, som vi kiggede på og indeni, inklusive kirken, La Sagrada Familia. Sidstnævnte behøver man ikke at stå i kø og betale entre for. Dens indre er slet og ret en byggeplads. Vent en tyve-tredive år.

Der er havneområdet med luksuslinere, shoppingcenter og kunstigt anlagte strande. Og museer for Miró og Picasso. Og så masser af mennesker, især om lørdagen. Overalt.

Desværre kan ikke alle holde sig til det, der er deres. Om de fleste storbyer kan man læse om lommetyve, og om at man skal passe på sine ting. Også i rejsebeskrivelser om Barcelona. Forskellen er, at her passede det bedre end alle andre steder, vi har været. Samtidig var opfindsomheden langt større. Behændige langfingre er tilsyneladende ’out’ og ’passé’ og afløst af diverse klæbrige væsker eller up front forsøg på at narre turisterne til at blotte sig.

Fire ”angreb” oplevede vi på en uge. Vi fik ikke frastjålet noget, men havde materiel skade og tid med irritation.

På andendagen, om søndagen i et ellers pænt kvarter og i fint solskin mærkede vi begge pludselig vådhed ned ad ryggen. En pæn mand bag os gjorde det samme, sagde han, og undrede sig, som vi, over, hvor det mon kunne komme fra. Fra en altan, mente han og kiggede op.

Han boede tilfældigvis i huset og tilbød os at komme med op og få det tørret af. Til trods for hans insisteren afslog vi høfligt. Og godt det samme. Det drejede sig, viste det sig, om noget, der kunne være kold kaffe med fløde eller mælk. Den kriminelle person har væsken i en sprøjteflaske; han sprøjter det på folk bagfra, og inden de når at vende sig, har han skjult sprøjteflasken. Og så gælder det bare om at få lokket dem ind i fx en opgang. Ødelagt var Lisbeths hvide Tommy Hilfiger jeans og bluse samt min lyseblå Lacoste poloshirt. På mine shorts er pletterne kommet af.

Tirsdag, på vej til stranden, blev jeg igen våd på ryggen. En ung mand på cykel stirrede forundret i vejret og tilbød så at tørre mig af. Det afviste jeg og ikke engang høfligt. Klart en amatør, i øvrigt. Det drejede sig om rent vand, kunne vi konstatere.

Et par timer senere blev vi standset af en kraftig, farvestrålende klædt dame, der ville give os en rød blomst. Normalt får man ikke noget uden at skulle give noget igen.
Hun skulle intet have, sagde hun. Anledningen var et arrangement med flamingo-dans, der skulle finde sted en time senere, og der var tradition for røde blomster.

Men om vi ikke kunne give en lykkemønt, sagde hun, og viste os en 1 cent. Jeg havde en 5 cent i lommen, men den ville hun absolut ikke have. Om Lisbeth så ikke i sin pung havde en 1 cent? På det tidspunkt var vi lidt trætte af den fede kone, og for at demonstrere, at vi ikke havde noget at give hende, trak Lisbeth sin pung frem og viste hende. I samme øjeblik kom som ud af den blå luft et andet tykt fruentimmer i sort og brunt til, og sammen forsøgte de at få fat i pungen, men det lykkedes Lisbeth at sno sig fri af dem.

To dage senere var de ucharmerende, men let genkendelige personager i gang på Catalunya pladsen. Samme tøj, men nu var det den sortbrune, der havde blomsterne, mens den farverige lurede i baggrunden.

Jeg råbte til et par godtroende turister, at de skulle passe på og tog et par billeder af blomsterdamerne, for hvilket de gav mig fuck-fingeren og forsvandt.

Sidste angreb kom om torsdagen på Espanya pladsen. Brune pletter på min polo shirt og mine shorts. Nogle pæne mennesker mente, at mit fotoudstyr var årsagen til den umådelige interesse. Efter at have skiftet på hotellet ilede jeg til nærmeste H&M, hvor jeg købte fem polo shirts til 75 kroner stykket.

Jeg droppede at gå med min fototaske, men ikke kameraet. Jeg vil bestemme, hvad jeg skal have med eller på. Den dag, jeg giver op, har jeg for alvor tabt.

Efter den dag hørte pletteriet op.

Gode råd, i det mindste til fotoentusiaster

1. Undlad dyrt tøj generelt.
2. Ha’ for en sikkerheds skyld tøj med, svarende til halvanden gange opholdets varighed, eller vær forberedt på at skulle bruge tid på nyindkøb.
3. Kig dig tilbage over skulderen mindst hvert 30. sekund.
4. Vend aldrig ryggen til blot i det mindste tvivlsomt udseende spaniere.

Så skal det nok gå.

Gå til indhold

Ting ændrer sig

10. maj 2009

I efteråret sidste år skrev jeg om et hus, at det nok ville komme til at stå tomt længe. Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, om jeg fik ret eller ej. Huset findes nemlig slet ikke mere. For et par måneder siden var vinkelhuset reduceret til en bunke hvide mursten, og nu kan man lige netop ane, at der engang har ligget noget, som nogen har boet i.


Jeg skrev for et år siden om en fotoforretning, der overraskede mig virkeligt positivt. I august sidste år døde indehaveren, Leon Thorsøe. Forretningen sygnede efteråret igennem hen og blev sat til salg, og det er tilsyneladende lykkedes. Der er igen kommet varer på hylderne, og nye mennesker står bag disken. Men, tja...

Gå til indhold

Første sne

24. november 2008

Gå til indhold

Bevar dog

30. oktober 2008

Ikke så langt fra, hvor vi selv bor, er et hus til salg. Det er der i sig selv ikke noget særligt underligt i. Så mange huse står til salg i disse tider. Og længe. Men dette hus har været til salg i ualmindelig lang tid. OK, videre spændende er det måske ikke, huset. Typisk halvfjerdser i hvide sten, ét plan i vinkel, men sikkert rummeligt og godt til de fleste.
Nej, det er vist ikke huset, der er problemet. Det er, at man ser så frygteligt meget af det, selv når man kører forbi i bil med de 50 km/t, man nu engang må.
For det er, som om de kære mennesker, der har det til salg, virkelig har villet udstille dette hus, og så har de – ligesom man somme tider ser det med butiksvinduer – i bogstavelige forstand, men givetvis i den allerbedste mening, ryddet grunden for alt andet end bygningen.

Det højeste synes at være græsset. Det er der meget af. Og det bliver godt nok højere og højere og mere og mere uplejet, men skjuler alligevel ikke i mindste grad huset, der tilbagetrukket troner nøgent og ubeskyttet og uden hygge.

Jeg kan tage fejl. Men jeg tror det ikke. For jeg tror, at der venter det en kold og mørk og lang vinter i tomhed.

Det tager en rask mand og en god motorsav en halv dags tid at maksimere solindtaget på en grund. Det tager naturen en 20-25 år at genskabe skygger og lysvirkninger - og den attraktivitet, der er ensbetydende med salgbarhed.

Gå til indhold

Morgentur

30. oktober 2008

På den sidste søndag med sommertid lagde jeg morgenturen rundt om Lyngby sø. Klokken otte, ret præcist, og som om dette skulle betyde noget overhovedet, efterlod jeg bilen på P-pladsen ved Sorgenfri kirke og bevægede mig i hastigt gangtempo ad den blinde I.H. Mundtsvej, forbi bagsiden til Netto og de andre butikker på sydsiden af Hummeltoftevej.

Trafikken på omfartsvejen til venstre var sparsom, mens S-togene sikkert passerede forbi, som de skulle.
På Søpromenaden, den brede asfalterede sti, var der de første minutter stille, men så begyndte både cyklende, løbende og gående personer at dukke op. Nogle den ene vej og andre den anden. Alene eller flere sammen. Med og uden firbenet ven i kort eller lang snor. Og da jeg kom om på Bagsværd-siden, var den tidsmæssige afstand mellem dem endnu kortere.

På det tidspunkt af dagen og året er mange stadig hilselystne. Og er det egentligt ikke også ganske hyggeligt at føle sig som medlem af et lille eksklusivt broderskab af morgenduelige?

Det er i hvert fald længe siden, jeg har sagt ”god morgen” eller ”morgen” og gengældt så mange venlige smil. Mest dog til de gående vejfarende som jeg selv. Hvad de løbende angår, synes de altid i højere grad at mangle overskud. Et er, at det gælder deres medmennesker, men mon det også er sådan med naturen, de færdes i?
Det ville være synd. For den er værd, at man ikke blot kaster et stjålent blik på den, men nyder den. Ikke mindst en morgen som denne, hvor solen skinnede og reflekterede løvets røde, brune, gule og grønne nuancer, var i hvert fald jeg glad for, at jeg bare gik.

Klokken 9.30 var jeg tilbage på P-pladsen. En bil parkerede på den anden side af hækken, og præsten, der allerede var i sort kjole, dukkede op i kirkedøren og hilste dem velkommen med ordene: ”Og det er vel så gæsterne fra Jylland?”

Jeg kunne ikke høre, hvad de svarede, men gættet skal nok have været rigtigt, for hvem andre end de, der kommer langvejs fra, kommer en halv time for tidligt? Og deres ærinde, kan jeg forestille mig, har været barnedåb.

Hos bageren på den anden side af Hummeltoftevej købte jeg et franskbrød af dem uden birkes, og som Lisbeth bedst kan lide, samt en avis uden meget indhold og kørte hjem.

Gå til indhold

A-menneske

5. september 2008

Jeg er A-menneske. Så udpræget, endda. Jeg elsker morgenerne. Især de lyse. Jeg elsker derfor året mest, når det går den rigtige vej. Mod lyset. Nu har det atter taget den forkerte drejning. Det bliver koldere, og lyset kommer senere. Alligevel elsker jeg efteråret. For det er bedre, end det, der kommer, vinteren. Og farverne, de gyldne, er fantastisk smukke. Men så langt er vi ikke engang endnu. Og heldigvis.

Jeg går morgentur, sædvanligvis når klokken er 6. Også i dag. Ned ad vejen og ind i ”vores” lille skov for enden. Lige nu er det halvmørkt, men når jeg kommer ud på den anden side, er det blevet lyst.
Om kort tid kan det ikke længere lade sig gøre.
Jeg må ty til vindjakke, og det er ved at være for koldt til shorts. Det er lige meget. Jeg har kilt på. Den er behagelig året rundt. Selv ved minusgrader fryser jeg aldrig. Og først, når temperaturen nærmer sig 30 grader, føles shorts bedre. Klimaanlæg indbygget.

Fårene fra Vallø, og som i det tidlige forår blev sat ud, er væk. Nogle af dem havde ellers vænnet sig til mig, og hvis jeg stod stille eller gik langsomt, nærmede de sig nysgerrigt og kom helt tæt på. Blev de alligevel forskrækkede, var det første, deres, til at begynde med, bittesmå, senere store lam gjorde, at søge deres mors patter, inden de sammen forsvandt ind i det høje græs.

Jeg har næsten altid kamera med, men langt fra hver dag tager jeg billeder. Men tit ligger disen som et hvidt vattæppe ned over de lange, gyldne græsser, som nu ikke længere tjener fårene som føde. Og så gør jeg det.

Der er stille. Der er få A-mennesker som jeg. Eller de har andre steder at færdes.

Jeg vender om og går tilbage. Sommetider møder jeg avismanden på knallert og med lynomdeling. Jeg ved, hvem på vejen, der holder avis.

Jeg lukker mig ind, går ind i soveværelset og stryger Lisbeth over kinden; lægger mig ind til hende. ”God morgen, skat. Du skal snart op”.

Gå til indhold

Man får, hvad man betaler for

5. september 2008

Vi kender vist alle udtrykket. Det betyder på godt dansk, at varen er billig, men resignerende erkender man, at den var (for) dårlig, eller man afholder sig fra at købe den, fordi man simpelthen ikke kan forestille sig, at den kan være god (nok) til den pris.

Men er det nu altid rigtigt? Nej. Det forudsætter nemlig, at varens pris afspejler det, det har kostet at fremstille den. Og sådan er virkeligheden sjældent. Det, man betaler for, er tit meget mere end for selve varen. Det er den aura, dygtige virksomheder forstår at omgærde deres frembringelser med.
For nylig købte jeg et par Hugo Boss jeans. Jeg kunne se, at de var fremstillet i Rumænien. De burde derfor være billige, for arbejdskraften koster ikke så meget på de steder. Men det var de ikke. De var faktisk rasende dyre. Men så var de vel også ekstra gode? Nej, jeg kan på alle måder sammenligne dem med et par ganske billige, som jeg har købt for omkring en femtedel af det, Boss-bukserne kostede. Stoffet føles ens, farven er der ikke stor forskel på, forarbejdningen heller ikke; designmæssigt kommer de uhyggeligt tæt på hinanden, pasformen er den samme, måske med et lille plus til de billige.
Den eneste reelle forskel, jeg kan få øje på, og den er i virkeligheden ikke videre reel, er det lille mærke, som de begge har øverst på stiklommen, i udskæringen til højre lomme. På de dyre står der BOSS, Hugo Boss. På de billige står der bare JOKER.

Der findes også en anden talemåde: ”Ikke prisen værd”. Den bruger vi mest om dyre varer. Som mine Hugo Boss jeans.
Men var de så ikke prisen værd? Objektivt set, nej. Men jo. Jo, det synes jeg, selvom det ganske lille mærke ret beset har kostet over 1.000 kroner.

Det største problem, en virksomhed kan have, er, hvis den er henvist til at sælge til noget nær kostprisen. Jeg holder discountsektoren udenfor. Den har sin helt egen dagsorden.
Men en almindelig virksomhed, der ikke kan få prisen op, har forsømt at skabe den aura eller det image, der giver luft til egen prisfastsættelse og afstand til konkurrenterne og egne omkostninger.

Eller produktionsomkostningerne er for høje i forhold til markedet; eller produktudviklingen har været for ringe.

Eller også er kvaliteten virkelig sådan, at man (kun) får, hvad man betaler for.

Gå til indhold

Det er Simcas skyld

5. juni 2008

Siden 1960 har jeg haft et dårligt forhold til fransk. Det år fik jeg fransk i skolen, og det lå slet ikke til mig. Lydene var forkerte, tungen nægtede at følge med, og den skønne klang, mange danskere forbinder med dette sprog, var jeg aldeles ulydhør overfor. Det kunne have en sammenhæng med vores alt andet end inspirerende lærer, frøken Magda Jensen, men bedre blev forholdet til det ikke i mine tre gymnasieår. Så ret skal være ret. Hende holder jeg udenfor.

Helt galt gik det imidlertid i 1975, og nu var det ikke kun sproget. Det blev pludselig alt fransk. Og skylden var Simcas.
Jeg havde ellers haft store forventninger, for der var noget reelt og snusfornuftigt godt ved Simca. Nå ja, udseendet var måske ikke det mest henrivende, men det indre, det troede jeg på.

Simca kunne lyde som navnet på en pige. Men nej; Simca er - eller rettere var - et bilmærke. Det var vist nok den første bil, der fik en bagklap, og det gjorde den jo meget brugsrigtig.
Som udløber af den store oliekrise i begyndelsen af halvfjerdserne begyndte den slags reelle værdier at få betydning, og det smittede i høj grad af på danskernes valg af bil. Simcas markedsandel steg kraftigt i de år.

Vi havde mellem vores Folkevogn og denne Simca haft en sølvgrå Opel Ascona af den første årgang, den såkaldte A-model. Med sin 75 brutto-HK stærke 1,6S-motor var den ganske kvik, men havde også adskillige irriterende børnesygdomme. De værste i form af resonnanslyde

Vores næste bil måtte gerne være mere fornuftig end den sølvgrå racer, følte vi. Valget faldt på en 3-dørs Simca 1100 ES i mørkegrøn metallak og med bløde forsæder og nakkestøtter. De var for lave til andre end mindre børn, som alligevel ville være bedre anbragt på bagsædet. Det med de bløde sæder og for lave nakkestøtter er stadigvæk - over 30 år senere - ikke ukendt i franske biler.

Den så slet ikke så værst ud, som den stod der i salgslokalet hos den længst forsvundne forhandler på Søborg Hovedgade og skinnede. Men pas på, biler ser både større og flottere ud indendørs.
Men fornuftig var den. Selve konceptet var virkelig godt, ja bortset fra, at det var en lidelse at komme ind på bagsædet. Simca var født med fem døre (4 + 1). Minimum for franske biler var dengang fire. Uanset hvor små de var.

Nogle marketingfolk hos Simca havde så nok på et tidspunkt fundet ud af, ved fx at kigge på det tyske marked, at der også var en efterspørgsel efter biler med bare to, fordi tyskerne mente, at små biler ikke havde fortjent flere. Derefter havde konstruktionsfolkene sikkert hovedrystende erstattet bagdørene med plade - uden samtidigt at gøre fordørene bredere!

Fjernprojektørerne, der var indbygget i kølergrillen holdt meget hurtigt op med at kaste glans over noget. Reflektorerne var efter mindre end to år ræverøde af rust. Og så var det kun begyndelsen.

For det var slet ikke det, der skulle efterlade det uudslettelige indtryk af, at Simcaen er den mest elendige bil, jeg nogensinde har kørt i. Det var, at den absolut ikke var til dansk klima. Enhver vandpyt fik den, længe før den nåede pubertetsalderen, til at udstøde et ”honk”, hvorefter motoren døde ud.

Jeg sprøjtede strømfordeleren og ledningerne med silikone. Igen og igen. Jeg købte spandevis af silikone. Jeg hev tændrørene ud og polerede og gned dem. Igen og igen. Og lige lidt hjalp det. Den sagde bare ”honk”, og gik ud.

I lange perioder skubbede jeg dette monster mere, end jeg kørte i den. Det skete, når vi skulle i teatret, i biografen eller på indkøb. Det skete også, da jeg i 1976 skulle til ansættelsessamtale hos Nestlé. Ved Hans Knudsens Plads nægtede den ganske enkelt at køre videre, og det var endda på en solrig forårsdag. Det havde til følge, at jeg kom over en halv time for sent, og at jeg havde røde ører og sorte fingre. Men jeg fik jobbet, og det var ikke Simcas skyld.

Motorlyden indikerede stedse, at der mindst måtte ligge et dusin løse bolte og møtrikker inde i motorblokken. Efter blot 30.000 kilometer fik den så lavet ventiler og topstykke – for mine penge. Og lige lidt hjalp det.

Som en anden Simca-forhandler senere sagde: ”Sådan lyder en Simca da, når den har kørt et par tusinde kilometer. Og den lysebrune grød over ventilerne har de også alle sammen”. Og da var jeg blevet franarret et beløb til reparation, svarende til mere end en tiendedel af nyprisen for uhyret.

I 1978 havde vi sat den på et biltog fra Kandersteg i Schweiz til Gondo i Italien. Jo mindre, den skulle bevæge sig selv, jo bedre. Da vi midtvejs, i Brig, hvor biler kørte af og på toget, skulle flytte os til den næste jernbanevogn, foregik det for vores vedkommende med skubben. En halv time senere, da toget holdt i Italien, startede den imidlertid - upålidelig, som det var dens særkende - helt uventet, men heldigvis da.

På hjemturen gik en pære i den ene forlygte, og det var nærmest umuligt at skifte den, uden at spolere forskærmen, der nu, tre år gammel, viste sig rusten fra inderst til yderst.

Det afsluttede et mørkt kapitel. Da den og vi – dog sammen - kom hjem, blev den solgt. De nye Simca 1307 og 1507 var ellers kønne at se på, og der kørte utallige af dem. FDM roste dem til skyerne - som de også havde gjort Simca 1100. Men nej, ikke Simca. Aldrig mere Simca.

Det varede nu heller ikke så længe, før salget begyndte at rasle ned. Andre havde, som jeg, opdaget, hvor ringe Simca var. Ja selv FDM, der dog først advarede medlemmerne, da det næsten var lige meget.

Ideen var god, men udførelsen en katastrofe. Simca-mærket forsvandt. I en periode levede den videre under dæknavnet Talbot, men så var det også endegyldigt - og til næppe nogens sorg - slut.

Vi fik i stedet en rød Opel Ascona, den såkaldte B-model og med 1,9 liter motor. Det til trods ydede den kun 75 HK, det samme som den første – men motorlyden var meget bedre, og den kunne have kørt på petroleum, hvis det skulle have været. Det var en fremragende bil, som vi kørte næsten otte år i.

Mange har givetvis glemt deres Simca. Ikke jeg. Jeg har siden aldrig ejet en fransk bil. Intet, hverken lave priser, et smukt ydre eller alskens anbefalinger har kunnet ændre på det. Renault, Citroën og Peugeot har ikke fået en chance.

Det er helt sikkert ganske uretfærdigt og grundløst. Jeg ved det.
Lisbeths Yaris er for eksempel samlet i Frankrig, og den fungerer. Men jeg gør det ikke, altså køber en fransk bil.

Hvis jeg ser en Golf, der er gået i stå i vejkanten, er min umiddelbare tanke: Idioten er kørt tør for benzin.
Holder der en fransk bil på samme måde, er min reaktion: Han kunne jo bare have købt en ordentlig bil.

Hvad jeg køber af franske varer, kommer udelukkende fra køer eller er importeret på flaske.
Og så er det alt sammen bare Simcas skyld.

Gå til indhold

Den dårlige og den gode sælger

1. juni 2008

Den dårlige

For et par måneder siden besluttede jeg mig for at anskaffe det næsten nye Nikon D300 og det helt nye Nikkor 16-85 mm objektiv. Det var aktualiseret af, at jeg kort forinden havde læst, at netop dette objektiv i flere lande skulle indgå i et – sædvanligvis billigt - ”kit” med Nikon D300. Nærmest pr. automatik styrede jeg mod en meget velassorteret fotoforretning i city, hvor en medarbejder halvsurt spurgte, hvad jeg ville.
Jeg fortalte, at jeg tænkte på at købe en Nikon D300 og det nævnte objektiv. Der opstod en pinlig tavshed, der blev brudt af, at jeg spurgte, om jeg måtte se tingene.

Jeg fik et blik, som jeg kun kunne afkode som et ”Å nej”, men han fik da bevæget sig om på den anden side af disken og hen til vinduet, som han med en nøgle skaffede sig adgang til og hev varerne frem.

Jeg spurgte spagt, hvad det kostede. Det er jo ikke rart at være til ulejlighed.

”18.000”, sagde han.
På deres hjemmeside havde jeg set et andet Nikkor-objektiv, men til samme pris som det, jeg ville have, og for den kombination forlangte de 17.000. Det fortalte jeg ham, og spurgte endnu engang, hvad det kostede. Jeg kunne se, at han nu virkelig nærede tvivl om mine åndsevner:

”18.000” sagde han og tilføjede belærende. ”12.500 plus 5.500 er 18.000”.

”Hvor meget koster batterigrebet”, spurgte jeg så.

”2.250 kroner”, svarede han.

”Og hvis jeg nu køber kamerahus, objektiv og batteridel, hvad skal jeg så betale?"

Nu fuldt overbevist om, at han over for sig havde en sinke, der ikke havde fulgt med i matematiktimerne: "20.250”.

Jeg fortalte, at jeg havde læst noget om kit-udgaver. Det kendte han ikke noget til, og han vidste ikke, om det nogensinde kom til Danmark, fejede han mig af.

Det, han burde have gjort, var selvfølgelig at sige:

"Vi har en prispolitik, der siger, at alle kunder skal kunne købe varerne til samme pris. Derfor kan jeg ikke give rabatter. Men jeg vil gerne undersøge, om der er kommet, eller der er et kit-tilbud fra Nikon undervejs med det objektiv, du er interesseret i, og så får du naturligvis den rabat, som Nikon yder".

Det gjorde han ikke. Han så lettet, ikke skuffet ud, da jeg gik uden at have købt noget.

Muligvis har han opfattet mig som en dum ”oser”, der bare ville have ham til at demonstrere kamera og objektiv, hvorefter jeg kunne købe det på Nettet. Men det var slet ikke min hensigt. Jeg ville gerne have fundet guldkortet frem denne eftermiddag, blot for et lille afslag i prisen. Men dette var bare for meget, og hvis denne attitude breder sig i detailhandelen, så er i hvert fald en af begrundelserne for at købe varer i en fysisk butik ligesom bortfaldet.

OK. Det må være enhver sælgers ret ikke at være i "selling mode" - hver dag. Han kan have haft andre problemer at slås med. Derfor undlader jeg at sætte navn på butikken.

Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at kittet allerede fandtes officielt på både nikon.de, ch og at. Og minsandten også på nikon.dk. Også at det var svært at finde en Internet-udbyder, der ikke tilbød det til fornuftige penge.

Den supergode

Næste dag på vej hjem fra arbejde kom jeg til at tænke på Thorsøe Foto på Finsensvej. Jeg vidste, at de solgte Nikon, og det var nærmest på vejen.
Uden større tiltro parkerede jeg ved det nærliggende posthus. De maksimale 15 minutter, man måtte holde der, måtte være rigeligt, tænkte jeg.

De havde Nikon D300 i vinduet, men der stod ikke noget om noget kit. Med voksende fornemmelse af, at jeg nok spildte min tid, gik jeg indenfor.

En ung mand forhørte sig om, hvad jeg ville, sagde ”lige et øjeblik”, og henvendte sig til en ung pige, der smilende spurgte, hvad hun kunne gøre for mig.
Allerede lidt mildere stemt spurgte jeg straks til kittet, jeg havde læst om.

”Jamen, det har vi da”, sagde hun. ”Jeg mangler lige at regne prisen ud”.

Det tog ganske få sekunder, og der var virkelig noget at spare i forhold til at købe delene hver for sig og i forhold til den anden butik.

”Hvad koster batteridelen egentlig?”, forhørte jeg mig dernæst.

Hun nævnte en pris, og sagde spontant, at hvis jeg købte den sammen med kamerahus og objektiv, kunne hun give mig en rabat på den også.

Problemet var, at batteridelen var udsolgt, men de havde en reserveret hos Nikon, og den ville hun hente næste formiddag, og så kunne jeg få den om eftermiddagen.

Hun var den perfekte sælger, sød og tillidvækkende og uden på noget tidspunkt at oversælge eller presse. Da jeg gik – efter at have været ude for at flytte på p-skiven - havde jeg købt kamerahus, objektiv, batteridel og uv-beskyttelsesfilter. Det var meget tæt på, at der også var indgået det nye 70-300 mm objektiv med anti-ryste funktion. På kvitteringen kunne jeg se, at hun hed Christina.

Da jeg næste dag hentede batteridelen, var hun i dialog med en anden kunde. Mens jeg ventede på, at en kollega fandt den frem til mig, oplevede jeg igen, hvordan hun engageret, professionelt og troværdigt demonstrerede to forskellige kameraer og nævnte fordele og ulemper mellem dem.

Jeg fik ikke afslutningen med. Men jeg ved med 99 % sikkerhed, hvad det endte med. Jeg så det, da hun satte den sidste, meget meget lille fordel ved det ene ind, og kunden spilede øjnene op.

Jeg sparede godt 2.000 kroner i forhold til den anden butik. På Nettet kunne jeg sikkert have sparet endnu mere. Men udvalg og eminent kundebetjening skal belønnes. Det er i hvert fald min holdning – også selvom det koster lidt mere. Jeg prutter sædvanligvis heller ikke om prisen, men vil da gerne have del i officielle rabatter. Og selvfølgelig spørger jeg, om det nu også er prisen.

I forrige uge var jeg så igen hos Thorsøe, hvor jeg købte et lille Nikon digitalkamera til Lisbeth - i anledning af vores bryllupsdag nr. 42. Igen var det Christina, der ekspederede mig.

”Jeg kommer igen ved lejlighed”, sagde jeg, da jeg gik, efter at jeg den følgende dag havde byttet det til et, der var lidt dyrere og bedre. Og det gør jeg. Fra at være ingenting, er Thorsøe blevet til min foretrukne fotoforretning.

Og den anden butik? Ja, de har først for ganske nylig fundet ud af, at der findes et kit til Nikon D300 med et 16-85 mm Nikkor-objektiv. Det kan jeg se på deres hjemmeside.

Måske havde de i virkeligheden heller ikke hørt om kittet hos Thorsøe Foto, den eftermiddag i marts, hvor jeg ganske uden forventninger gik ind til dem? Måske var det bare et tilbud, Christina lavede på stedet? men i så fald var det rigtig godt grebet i luften.
Så elegant gør kun den perfekte, nærmest Gudbenådede sælger det. Så er det sagt.

Gå til indhold

En af de bedste romaner - har jeg hørt

1. juni 2008

Da vi i februar var på en forlænget weekend til Hamburg, købte jeg en ”Hörbuch” hos en af de ekstremt velassorterede boghandlere, der findes der.
Jeg havde set den flere gange, når jeg har været i Tyskland, og vidste, at den er kommet i flere oplag. Denne gang slog jeg til:
Nachtzug nach Lissabon af Pascal Mercie, en schweizisk filosofiprofessor, der underviser på Freie Universität i Berlin, og hvis virkelige navn er Peter Bieri. Oplæseren er en skuespiller med en meget dyb stemme, Walter Kreye.

Fortællingen starter den dag, som totalt og for altid ændrer livet for hovedpersonen, den 57-årige, fraskilte og perfektionistiske gymnasielærer, der underviser i latin, græsk og hebræisk, Raimund Gregorius.

Den dag har han mødt en portugisisk kvinde på en bro på vej til gymnasiet. Den dag er han for første gang i sit liv og af den grund kommet for sent til undervisning. Den dag har han efter en halv time rejst sig, taget sin frakke på og uden et ord og uden sine elskede bøger forladt sin klasse. Senere den dag har en antikvarboghandler læst op for ham og oversat sider af en bog på portugisisk og til slut foræret den til Gregorius, som på sin side er så begejstret over teksten, at han må vide noget mere om den ukendte forfatter Amadeu de Prado - ein Goldschmied der Worte, som også er titlen, oversat til tysk, på Prados bog.

”Dann hörte er Sätze, die in ihm eine betäubende Wirkung entfalteten, denn sie klangen, als seien sie allein für ihn geschrieben worden und nicht nur für ihn, sondern für ihn an diesem Vormittag, der alles verändert hatte."

Det bringer Gregorius med nattoget til Lissabon, hvor han optrevler lægen Prados fortid.

"Ich möchte gern etwas mehr wissen von diesem Mann, der so weise Sätze geschrieben hat", siger han, da Prados over 80-årige ugifte søster, Adriana de Prado, åbner døren for ham i huset, hvor Prado engang har haft sin "Blaue Praxis".
På det tidspunkt har lægen været død i over 30 år, viser det sig.

Pascal Mercier skriver selv "weise Sätze". Hans sætningsbygning er helt speciel, fyldt med genitiver og konjunktiver. Et sted siger Gregorius, og næppe tilfældigt, at han ”nu er ved at få styr på konjunktiverne på portugisisk” – et sprog som han intenst prøver at tilegne sig.

Seks cd’er fylder Nachtzug nach Lissabon.

Kan man glæde sig over og forstå nuancer i det tyske sprog, er hvert minut en oplevelse. Den kan varmt, varmt anbefales. Jeg har allerede hørt den flere gange, og den kan tåle det.

Jeg har set, at bogen er oversat til dansk, Nattog til Lissabon. Jeg har ikke købt den og vil heller ikke gøre det. Men hvis oversætteren er god, kan den meget vel byde på en stor oplevelse.

Da jeg heller ikke har kigget i den tyske bogudgave, kan nogle af personnavnene være stavet fortkert.

Gå til indhold