Teknik

Lyd på bånd og andet

Jeg kan ikke have været ret gammel, da jeg en lørdag formiddag var med min far i den lokale radioforretning. Frem Radio hed den. Jeg kan ikke huske ærindet, men jeg tror, det drejede sig om anskaffelsen af vores første grammofon.
Pludselig kunne jeg høre min og min fars stemme. Fremmanden, som han kaldtes, og hvis borgerlige navn vist var Leo Christensen, havde, uden at vi havde bemærket det, optaget vores stemmer.

De lå på et bånd, forklarede han, mens han pegede på et underligt apparat. Det var en båndoptager, noget, vi aldrig havde hørt om.

Fremmanden havde en lidt besynderlig stemme, gnæggende og stammende på samme tid, når han blev ivrig. Det var han, da han fortalte om den nye opfindelse til hjemmet. Det, syntes jeg, var enormt spændende, men prisen var tårnhøj, som det jo er vanligt med nye produkter, jf. PLC-teorien, som jeg havde på programmet i min undervisning.

Mine første båndoptagere

Adskillige år senere, i 1961, fik jeg min første båndoptager. Det var en 4-spors Philips Salut.

Desværre var den forsynet med en ujævn gang og så mange dropouts, at jeg først 17 år senere igen fik noget, der stod Philips på, og det skete ret tilfældigt ved, at vi fra en fjern moster arvede et Philips farve-tv. Det viste sig at være godt. Ellers er det tænkeligt, at jeg den dag i dag ville have bandlyst alt fra den virksomhed.
De havde givetvis i en periode et kvalitetsproblem, der skadede deres image, men de formåede at vende det, og Philips blev en af verdens største producenter af billede og lyd og initiativtager til cd-systemet, som de udviklede sammen med ærkerivalen, Sony.
I dag har Philips kun små lydanlæg i sortimentet, de fleste med forstavelsen micro-, og deres pladeselskaber, Philips, Decca og Deutsche Grammophon, har de for år tilbage solgt til Universal.

To år efter blev Salutten skiftet ud med en Grundig 2-spors monobåndoptager. Den var langt bedre.

Som det kan ses på billederne, var båndoptagere i begyndelsen transportable og havde indbyggede højttalere. Transportabel er måske så meget sagt. Grundig'en har nok vejet 8-9 kilo, men den havde en rem, så den kunne løftes.

ReVox

I begyndelsen af 70’erne gik min helt store drøm i opfyldelse: Jeg fik råd til at købe en semiprofessionel REVOX A77 med 26 cm spoler, og når den optog med 19 cm i sekundet, åd den 1,2 km Long Play bånd på 1¾ time.

Den var 2-spors, og derfor udnyttede den hele båndbredden. Når båndet var spillet til ende, skulle det spoles tilbage, men det skete med forrygende hastighed, fordi den havde separate spolemotorer og overlod ikke, som på almindelige bådoptagere, en enkelt motor at klare det hele via et net af gummibånd. Og så var den ikke spor transportabel. Den vejede 17 kilo.

Jeg solgte den i slutningen af 80’erne til en lokalradio i Roskilde. En fremragende maskine. Inden da havde den imidlertid i flere år stået og samlet støv i reolen. Den var blevet udkonkurreret af kassettebåndet.

Lyd fylder mindre og mindre

I 1963 opfandt Philips kassettebåndet, Compact Cassette, forkortet CC, som skulle blive en af de største successer inden for lyd. Båndet var ganske smalt, det kørte med kun 2,75 cm i sekundet og havde fire spor. Det burde ikke kunne lyde godt.

Det startede også nærmest som legetøj, men stadig forfinelse af båndmaskiner med Dolby støjreduktion og nye båndtyper hævede efterhånden systemet op på hi-fi niveau, og lyden kunne gøres ægte transportabel. Fra Sony stammer navnet Walkman.

Cd-systemet, der, som tidligere nævnt, er opfundet af Philips og udviklet af Philips og konkurrenten Sony i fællesskab, sendte i sidste halvdel af firserne kassettebåndet i nærmest lodret fald. Men i adskillige år derefter var især tyske biler konsekvent udstyret med en Blaupunkt bilradio - med kassettespiller.

Som afløser for CC-kassetten kom der i 1992 to systemer. Det ene var DCC, Digital Compact Cassette fra Philips i samarbejde med den anden store konkurrent, Matsushita (Panasonic), det andet var minidisc fra Sony.

DCC-systemet holdt i fire år. Minidisk en del længere, men nåede aldrig at få den udbredelse, Sony havde tænkt sig. I første omgang nok fordi DCC og minidisk havde komprimeret lyden i forhold til CD, og det var forbrugerne ikke modne til.

Senere blev de truet af indspillelige cd’er og til sidst slået ud af mp3-lyd fra iPod, iPad og iPhone og tilsvarende fra android-lejren.

I en mp-3 afspiller er lyden komprimeret langt, langt mere end den var i DCC og minidisc, men det er tilsyneladende ikke længere et problem for forbrugerne.

Lyd fylder mindre - og er blevet mindre. På godt og ondt.